Beningbrough Hall
Beningbrough Hall er et af de mindre huse på landet. Men direkte småt er det ikke. Men haverne er dejlige.
Beningbrough Hall er det lokale landsted, der ligger ca. 2 km herfra i fugleflugt. Og det var derfor blevet sat på programmet for feriens sidste dag, da ingen af os gad de helt store udflugter i dag.
Hvad vi havde overset var, at det ligger på den anden side af Ouse (den lokale flod, der også løber igennem York), og vi skulle således ind til den nærmeste bro og “til venstre”. Så det blev en køretur på knap 20 km hver vej. Sådan kan det gå. Dog stadig ganske overkommeligt.
Beningbrough er ikke et af de kæmpestore paladser man f.eks. ser nede i sydengland, men et parcelhus er det nu heller ikke. Der kunne nok blive plads til både keramikværksted og modeljernbane der ;)
Stedet har i en eller anden form eksisteret siden 1500-tallet, hvor Henrik VIII gav landet til en eller anden gut, der sikkert havde slået en masse katolikker ihjel til ære for kronen og den eneste sande tro.
Gennem tiden blev godset stille og roligt større via diverse ægteskaber, for til sidst at have ganske mange hektar grund, adskillige gårde og pubs.
På et tidspunkt begyndte man at sælge jord fra igen, da tiderne ikke længere var til en ødsel livsstil. Så eneste måde at skaffe penge på, var at sælge jord fra.
Den sidste ejer døde uden umiddelbare arvinger, og valgte at give godset til staten, da arveafgiften til en lidt fjernere arving ikke ville kunne udredes af boet. Så jord og bygninger tilhører i dag - som mange andre af disse landejendomme - National Trust, der driver stedet som et museum med fine haver man kan gå tur i. Hvis man har lyst kan man fortsætte på nogle længere gåture, der går rundt på en større del af grunden, hvor der er marker, træer og kvæg.
Vi nøjedes med et kig rundt i huset, samt en gåtur rundt i haverne. Der var en stor “walled garden” med frugtræer og nyttehave hele vejen rundt. Dagen i dag var lidt køligere, så det var meget tydeligt at mærke varmen fra murene, der var blevet varmet op af den sol, der nu var.
Der var blevet anlagt en ny middelhavshave ved siden af køkkenhaven, der gerne skulle klare de forhåndenværende klimaforandringer bedre, end hvad der var før (hvad det så var).
Et mere traditionelt staudebed kunne de også byde på.
Vi snuppede noget frokost og gik og nød haven, og så blev vi enige om, at nu havde vi været nok på ferie. Hovederne er helt fyldte med oplevelser, så der er simpelt hen ikke plads til mere :)
Resten af dagen bliver brugt til at flyde i de bløde møbler og pakke, og i morgen venter den små 2 timer lange køretur til Manchester. Og så skal vi - om Ryanair vil det - flyve til Billund lige efter frokost.
York - dag 2
Vi blev ikke helt færdige med York. Så vi er tilbage for at få de sidste seværdigheder med.
Efter et par ændringer i planerne - som tidligere nævnt - blev det tid til dag 2 i York.
Dagens program var: Clifford Tower, bustur, Jorvik, Yorkshire museum og til sidst en bådtur på Ouse.
Vi har normalt ikke så meget mokket sammen på en dag, men vi gad ikke rigtig at skulle ind til byen en dag mere. Så here we go!
Clifford Tower var Wilhelm Erobrerens andet forsøg på at få bygget en borg i York, så han kunne holde de lokale i skak. Tilbage i dag står det centrale tårn, samt nogle få rester af muren.
Sådan et tårn er ikke bygget for at være venlig, og der er sket en del grimme ting her. Men det lader vi ligge. Tårnet er i dag uden nogen militær betydning. Hvilket det i øvrigt har været i mange hundrede år.
Man har for ganske nyligt renoveret tårnet, så det er bedre egnet for besøgende. Man har således bygget en struktur inde i tårnet der gør, at man kan komme op på taget og kigge ud over York. En rigtig fin udsigt.
Næste punkt på vores dagsorden var egentlig Jorvik - vikingemuseet. Men der er temmelig meget pres på her i den engelske feriehøjsæsong, så vi kunne først få en billet til kl. 12. Og der var halvanden time til. Helle foreslog, at vi gik ned på pladsen foran tårnet og hoppede på en af busturene rundt i York. Så det gjorde vi. Og valgte selvfølgelig det andet selskab, der kører rundt i byen. Så vi fik set en masse af det samme og en lille smule anderledes. Og en time blev spenderet med at kigge på den pæne by fra et stol i 1. sals højde.
Atter tilbage ved tårnet efter rundturen gik vi op til Jorvik, der ligger ganske tæt på.
Jorvik er lavet over resultaterne fra nogle ret omfattende udgravninger i York i perioden 1976-81, hvor man havde gravet ned til vikingernes lag under det nuværende York.
På basis af de fund der blev gjort, har man genskabt nogle miljøer fra vikingernes York - der hed Jorvik. Man sætter sig ind i en lille “svævebane” og kører rundt i disse scenarier, der er beboet af dukker/robotter i fuld størrelse, der står og og bevæger sig. Og taler alskens uforståelige tunger. For at sætte trumf på, er der også tilføjet duft. Vikingetiden var ikke præget af parfume ;)
Vi fandt begge denne oplevelse meget fascinerende. Lidt vildt at tænke på, at alt det lå nede under gader og butikker i området.
Frokosten blev indtaget ved en foodtruck uden for museet, der serverede pølser og burgere med lokalt kød. Sådan lidt vikinge-agtigt. Og meget velsmagende!
Således affodret gik vi mod Yorkshire-museum, hvor vi havde besluttet os for at se deres samling om romernes tid i området samt samlingen om middelalderens York.
Turen gik igennem et fyldt York. Vi har virkelig kunnet mærke, at ferien for alvor er begyndt på de her kanter. Så der var rigtig mange mennesker over det hele.
Vi fandt Museum Gardens igen, og satte os på en bænk og nød solen og kiggede på mennesker, inden vi efter denne dejlige pause kastede os ud i romernes verden.
Romerne havde en meget stærk tilstedeværelse i nogle hundrede år, hvor York (eller Eburacum som romerne kaldte det) var den magtbase, der hold styr på den nordlige del af romersk Britanien.
Da byen var størst, var der over 10.000 indbyggere, og var fuldt udbygget med en stor garnison, og en by med alt hvad der hører til en såden i romertiden.
Den næste udstilling forholder sig til York i middelalderen. Hvilket på de kanter er fra 1066, hvor Normannerne invaderer landet og skubber de Angel-Saxiske herskere ud - og det gik ikke stille for sig, som f.eks. bygningen af Clifford Tower afslører.
Denne periode er i høj grad præget af kirkens tilstedeværelse. Der var nogle meget store og rige klostre i området, og ærkebispen af York var en meget magtfuld mand.
Kirkens rolle var udspillet, da Henrik VIII meldte England ud af den katolske kirke. Og ragede al rigdommen fra kirkens ejendomme til sig.
Udstillingerne på Yorkshire museum var en noget anden omgang end Jorvik, og de små grå skulle selv arbejde med stoffet. Ikke i sig selv et problem, men vi var godt nok ved at være oplevelsestrætte efter næsten 14 dage, hvor der er blevet fyldt på. Så vi må jo tilstå, at middelalderens for vores vedkommende blev lidt hurtigt overstået…
Dagens sidste punkt var en sejltur på Ouse, den største af de to floder i York. Dejligt roligt frem og tilbage, med udsigt til byen fra vandsiden. Solskin foroven og en stol at sidde på.
I morgen er det sidste dag, og der skal vi ud og se en park forholdsvis tæt på, hvor vi bor. Og så skal vi have bragt styr på vores sager, så vi kan komme hjem til egen seng og have mandag.
Breezy Knees Gardens
Vi går haveamok igen. Denne gang besøger vi Breezy Knees Gardens. En ca. 5 ha stor have med masser af flotte farver og former.
Selv ikke de bedst lagte planer overlever altid mødet med virkeligheden. Det citat blev meget tydeligt eksemplificeret her til morgen, da vi (Jens) rutinemæssigt ville bestille billetter til dagens tur ind til York - hvilket giver noget rabat på en del af muserne inde i York. Det gik bare ikke skide godt, da specielt vikingemuseet Jorvik meldte alt udsolgt til langt ud på eftermiddagen. Og så blev det lidt bøvlet, at få logistikken til at hænge sammen.
Så der blev fluks bestilt billetter til lørdag i stedet, og dag to ind til York blev dermed udsat til i morgen.
Heldigvis blev der hurtigt lavet en plan B, da vi allerede havde sat Breezy Knees Gardens på ønskelisten, med planlagt besøg lørdag. Den blev derfor besøgt i dag. Og det i dejligt solskinsvejr. Vi tjekker lige GPS’en en gang imellem for at se, om vi nu virkelig er i England. Men den er god nok.
Vores nye naboer, inde i lejligheden ved siden af os, kunne så fortælle, at det sydlige England til gengæld er skyllet væk de sidste dage.
Nå, tilbage til de omblæste knæ!
Havens ejere fortæller ikke så meget om sig selv, så der bliver vi lidt lange i spyttet. Men haven dækker næsten 20 ha, hvoraf de 5-6 ha er selve haven, der er delt op i mange små underafsnit. Så er der ud over dette en café og en planteskole.
Haveoraklet Monty Don har om haven udtalt: “a beautiful modern garden created on the grandest possible scale". Vi kan kun være enig. Det var nogle rigtig hyggelige timer, afsluttet med en sen frokost og eftermiddagsthe/kaffe i deres fine café.
Resten af dagen har vi stenet, læst og slappet af. Så kan York bare vente sig i morgen. Vikingerne kommer tilbage!
Locomotion
“Og det er ikke alt!” - som man sagde i TV-reklamerne. Og det samme gjorde sig gældede for jernbanemuseet.
Og her gik vi og troede, at vi havde set jernbanemuseet. Og det havde vi sådan set også. Hvad vi ikke lige vidste var, at der er en lokation mere. Nemlig i Shildon, der ligger ca. en times kørsel fra York. Denne by er skudt op omkring det, der i sin tid hed Shildon Works, hvor der gennem mange år var en flittig produktion af godsvogne til de engelske jernbaner. Lukkedede vogn, ladvogne og alle mulige forskellige specialvogne til kul, kaolin (der bruges til porcelæn), metal og meget andet.
Som med så meget andet, så er der ikke rigtig brug for specialproduktioner mere, da gods i dag i højere og højere grad transporteres i standardvogne, så de kan skubbes rundt i hele Europa. Og disse produceres ikke i Shildon. Så fabrikken måtte lukke.
Men så er der plads til et jernbanemuseum!
Stedet hører stadig ind under den hat, der udgøres af det britiske jernbanemuseum, og samlingerne her og i York kurateres og vises som et sammenhængende hele. Men hvor York har meget fokus på de store spektakulære lokomotiver, så har man i Shildon et større fokus på alt det, der ruller efter lokomotiverne. Ganske naturligt, når nu man husker, hvad der blev produceret.
Men der er også blevet plads til lokomotiver. Bla. et par af de store diesellokomotiver (Jens savler stadig) og en del mindre lokomotiver til rangering og til kørsel på sidestrækninger, hvor det ikke skal gå så stærkt.
Og som en bonus, så holdt Flying Scotsman ude foran, og kunne besigtiges og fotograferes. Dette lokomotiv er i tognørdkredse (og måske ligefrem udenfor) ret kendt. Det - og de andre lokomotiver i samme klasse - blev lavet til at køre eksprespassagertog fra London op til Edinburgh. Det var denne linje hvor man flere gange slog hastighedsrekorder. Flying Scotsman er således det første damptog, der kom over 100 mph på denne strækning. Hvilket dog blev overgået af Mallard, som vi så i York i starten af ugen.
Egentlig så bruges betegnelsen Flying Scotsman om ruten fra London Kings Cross til Edinburgh. Man valgte så at navngive dette lokomotiv efter ruten.
Flying Scotsman er stadig operationel, og har lov til at køre på de engelske hovedstrækninger. Så hvis man har penge nok, kan man leje den sammen med en række fine vogne fra Pullman.
Alt i alt nogen meget fine samlinger, der blev nydt i fulde drag. Og så var den en time i bilen frem og tilbage, hvor der var tid til at kigge på landskabet, snakke og ellers bare slappe af.
I morgen skal vi tilbage til York og se nogen af de ting, vi ikke nåede i går. Og så er der haver de sidste to dage. Og så skal vi hjem Møllersmindevej og slappe af og fordøje.
York - dag 1
Første besøg i det Indre York. Flere vil følge.
Den første dag i York er jo egentlig den anden. Men vi holder lige jernbanemuseet ude af det her regnskab :)
Så første dag i York…
Vi havde en af de tidligere dage set, at der ved Upper Poppleton (som ligger 7 min kørsel fra der, hvor vi bor) var en “Park And Ride” plads. Et rigtig smart koncept, hvor man gratis kan stille sin bil på en stor plads, og så tage en bus ind til det indre York. Og da det indre York er lige så kaotisk som mange af de andre byer vi er stødt på, var chaufføren en meget stor fan af denne løsning. Oven i købet kostede det ikke alverden. Perfekt!
Vi blev sat af nede ved centralstationen, hvor vi havde set, at Hop-On-Hop-Off-bussen havde en holdeplads. Og så tog vi en runde med den. Der var oven i købet en rigtig god guide med. Ganske fortræffeligt.
Vi fik stille og roligt sat geografien i York på plads, og fik set en pæn del af de steder “man skal se”.
Efter endt køretur snuppede vi en Pizza til frokost. Og så foregik resten af dagen til fods, indtil vi skulle med bussen retur til bilen.
Vi gik igennem Museum Gardens, der er en meget benyttet park på sådan en solskinsdag, og på vejen var vi omkring de sørgelige rester af St. Mary’s Abbey, der var et søsterkloster til det, vi så ude i Whitby i går.
Fra haven gik vi ud til Museums Square, hvor den venlige guide fra busturen havde gjort opmærksom på, at man der ganske let kunne komme op på Yorks bymur og gå, og at dette stykke endte lige henne ved York Minster (domkirken), der var næste stop på vores tur. Nogen gange må ting gerne passe fint sammen!
Vi indløste billet til kirken (en ikke billig affære), og vi kan nu besøge så ofte vi lyster det næste år. Vi forventer ikke at bruge dette tilbud alverden.
Kirken var stor, og fyldt med de ting, sådan en nu er fyldt med. Store og meget imponerende mosaikvinduer, orgel, korsektion efter engelsk model, og så en hulens masse døde mennesker i mere eller mindre pompøse gravsteder. Men imponerende er det, og det faktum, at det er bygget fra midt 1300-tallet til midt 1400-tallet kan godt imponere os. Det er en stor opgave, med de værktøjer man havde til rådighed dengang.
Efter besøget i York Minster gik vi lidt rundt for lige at finde os selv og noget vand vi kunne drikke. Og pludselig var vi i Shambles, der er en gammel handelsgade fra middelalderen. Tænk Diagon Alley fra Harry Potter. Så har man en meget god idé om, hvordan den gade ser ud. Og i den ene ende har der sørme samlet sig nogle butikker, der sælger merchandise fra Harry Potter universet. Hvis ellers man kan sparke sig vej for kinesere…
Med York Minster, Museum Gardens og Shambles krydset af på listen af ting, vi gerne vil se, inden vi skal hjem til Danmark, gik vi i M&S og købte lidt aftensmad, og så fandt vi bussen tilbage. Godt ømme i fusserne, og meget varme efter endnu en sommerdag i England. Dem løber vi dog tør for i morgen, hvor der er lovet en smule regn. Så i morgen skal vi på museum(er) inden i York. Så er vi da i tørvejr det meste af tiden.
Whitby
Whitby Abbey er et gammel kloster, hvis rødder kan spores helt tilbag til 600-tallet.
Dets diametrale modsætning er havneområdet, der er det totale turistområde med Fish & Chips, glubske måger og en milliard mennesker.
Dagens udflugt indeholdt meget store kontraster. Vi startede dagen med en længere køretur. Det er der ikke noget usædvanligt i. Men vejen til Whitby går igennem North Yorkshire Moors. Et stort meget kuperet terræn, med store hedeområdet, hvor lyngen stod i blomst. Det var faktisk ret pænt!
Vel ankommet til Whitby startede dagen oppe ved Whitby Abbey, et klosterområde, hvor det menes, at der har været et kloster i en eller anden form siden midten af 600-tallet. De nuværende ruiner er resterne af et Benediktinerkloster, der formodentlig er opført i 1200-tallet og frem.
Klosteret var aktivt helt frem til ca. 1536, hvor den Henry VIII tvangsopløste de engelske klostre. Formelt at religiøse årsager (reformationen). Men vi tænker ikke, at klostrenes betragtelige formuer har forbigået majestætens opmærksomhed. Det var jo dyrt med alle de skilsmisser ;)
Efter opløsningen af klosteret, har forskellige rigmænd ejet området, men der havde ikke været den store interesse for selve klosteret. Så bygningerne fik lige så stille og roligt lov til at forfalde, frem til at English Heritage på et tidspunkt overtogt det, og nu sørger for, at det dels ikke forfalder yderligere, men også at historien formidles.
Vi var fremme lige omkring åbningstid, og tilbragte en rolig tid med at gå rundt og kigge. Der var en rigtig fin, stille stemning oppe ved klosteret, der ligger højt hævet over selve Whitby.
Men nu skulle vi jo også ned og se midtbyen. Den oprindelige plan var, at vi kørte derned i bilen. Men heldigvis opdagede Helle, at der kørte en Hop-On-Hop-Off bus oppe fra klosteret og ned i byen. Den snuppede vi. Og pyha!
Det viste sig, at Whitby er der, hvor de lokale flokkes, når vejret er godt. Der var totalt kaos dernede, og det var dejligt, bare at kunne sidde oppe i den åbne dobbeltdækkerbus og kigge ned på homo sapiens i sit habitat.
Vi steg af henne ved havnemolerne, fik os noget meget lidt imponerende Fish & Chips (det skal vi lige prøve igen et andet sted) og gik ud på molen, hvor der var lidt ro.
Vi kunne konstatere, at det dette tabernakkel var den diametrale modsætning til stemningen oppe ved klosteret. Men så fik vi prøvet det også.
Vi hoppede på bussen igen, og kørte tilbage til klosteret, hvor bilen var parkeret. Og så kørte vi tilbage til Moor Monkton, og stenede på terrassen med en bog, kaffe/the og almindelig afslapning.
Englands nationale jernbanemuseum
Englands nationale jernbanemuseum er en fantastisk samling af engelsk jernbane grej gennem tiderne.
Selv med nogle afsnit lukket på grund af ombygninger, var jernbanemuseet i York enormt. Ifølge deres egen hjemmeside, har de ca. 280 stykke rullender materiel. Heraf er ca. 100 udstillet i York, når alle samlinger er åbne. Så der er rigtig meget at se på.
Vi fandt her hele spektret. Lige fra de små simple og meget tidlige damplokomotiver i den ene ende, og så de store damplokomotiver, der blev brugt til tungt gods og eksprestog i den anden.
På en anden skala var der i den ene ende lokomotiver, der var lavet til at udføre en funktion, uden nogen skelen til udseendet og så over til specielt de dampdrevne eksprestog, hvor der virkelig blev gjort meget ud af udseendet. Dog uden på nogen måde at gå på kompromis med teknikken. De her tog kunne køre meget hurtigt efter datidens målestok.
Men det nemmeste er, at vise nogen billeder. Så her kommer de :)
Rejsedag
Så var det tid til at køre fra Stoke on Trent til York.
Efter nogle spændende dage i Stoke og omegn, var det tid til at køre videre op til York-området. Da vi havde rigeligt med tid til køreturen, valgte vi at krydse op igennem Peak District. Det er stadig et smukt området, men søndag er man ikke just alene i området. For nu at sige det mildt.
Så turen gennem Peak District blev lidt af en slingrende tur, med utallige opbremsninger, så sidespejlene ikke blev revet af, af lidt for optimistiske englændere, der kørte som om de ikke forventede modkørende trafik. Det er selvfølgelig også frækt, at sådan en skide turist kommer kørende den anden vej ;)
Men efter ca. 3 timers kørsel og nogle pauser, landede vi ude på bøhlandet uden for York. Og det er det dejligste sted, med masser af plads, og marker omkring. Det bliver godt!
I morgen skal vi på jernbanemuseum, og så skal vi ellers have alskens spændende besøg bredt ud over de næste 7 dage. Der er rigeligt at se på, så det kan godt være, at vi ender med at springe noget over. Men så må vi jo komme tilbage igen.
Gladstone Pottery Museum
Historen om, hvordan en fiasko blev til en succes.
Gladstone var en af de mindre fabrikker i Stoke. De producerede primært porcelæn, og kunne levere en blanding af stencilerede varer og ting, der var håndmalet.
Kommercielt klarede de sig ikke supergodt, og i 60’erne var man nødt til at opgive produktionen, da det ikke kunne løbe rundt.
Og det kunne have været enden på den historie. Som så ofte før var planen egentlig at rive det hele ned og se, om jorden kunne sælges til anden side.
Men nogle ildsjæle gik i gang med at kæmpe for stedets bevarelse som museum. For det var nemlig et af de få steder, hvor man stort set ikke havde revet de oprindelige “bottle kilns” ned efter overgangen til gas eller el til opvarmning af ovnene, da de kulfyrede ovne blev forbudt. Dels stod de ikke i vejen, og dels var de flere steder bygget ind i de eksisterende bygninger, så det ville kræve alt for stort arbejde at få dem fjernet.
Så det var et af de få steder, hvor man kunne se en keramikfabrik som den havde set ud i tiden, hvor der blev fyret med kul. For de fleste andre steder havde man revet de gamle ovne ned, for at give plads til nyt. Man gik således fra over 2000 buttle kilns til kun at have i nabolaget af 70 tilbage på ganske få år.
For at gøre en lang historie kort, så lykkedes det at skrabe midler nok sammen til at redde bygningerne fra nedrivning, og siden hen at få dem renoveret, så de ikke skvattede sammen om ørerne på de besøgende.
Udstillingen er indrettet, så man følger produktionen fra råvarer ind over fremstilling af leret, til maskindrejning og/eller støbning, hen over de minimum tre brændinger til det færdige produkt. Ikke anderledes end vi så det i Middleport ved ugens start. Men godt at få repeteret. Vi huskede det meste!
Nå ja - og så er Gladstone Pottery Museum der, hvor Keramikdysten bliver optaget nu. Da corona brød ud var man nødt til at have et sted man kunne isolere fra omverdenen. Og da museet alligevel var lukket, var det jo nemt. Middleport kunne ikke lukkes ned på samme måde, da det stadig var en fabrik, hvor der blev produceret keramik. Sådan kan tilfældighederne ændre tingene.
Og således sluttede vores oplevelser i Stoke-On-Trent. Et sjovt og lærerigt besøg, krydret med fine haver og flot natur. I morgen stopper vi kufferter og løsdele ind i udlejningsbilen, og flytter basen til York-området. Her venter nye eventyr, der vil være centreret omkring historien, der er meget kraftigt tilstede i specielt i det indre York. Og mon ikke vi får fundet en have eller to :)
The Peak District
The Peak District er ganske bakket. Faktisk er det gamle bjerge, der efterhånden er slidt i bund. Så teknisk set, er det kun bakker. Men pænt er det altså!
The Peak District er et “bjergområde” i nordmidt England. Det højeste punkt er 636 m over havets overflade. Så selv om det er klippegrund, så er det ikke højt nok til at være bjerge ifølge den definition “nogen” har lavet.
Vi er ikke så godt gående, at vi turde kaste os ud i en længere vandretur. Så vi havde besluttet os for, at vi ville tage en køretur rundt i området. Og så måtte vi “nøjes” med at se det, vi kunne se fra bilen. Og det var ikk’ så ræng’ endda - for nu at citere De Nattergale.
Det gik op og ned. I det ene øjeblik var vi nede i en dal blandt træer og frodig vegetation, det næste pustede og stønnede bilen op af bakke, for at bringe os op til fantastiske udsigter.
Vejene var alt fra forholdsvis brede veje, hvor to biler fint kan passere til det stik modsatte. En Peugeot 5008 er lige det største på de mindste veje. Specielt når man møder en turistbus! - Eller en håndværker, der har travlt med at komme på weekend. Der plejede helt klart ikke at komme nogen på den vej om fredagen lige ved fyraftenstid. Eeeeeeeek. Ingen skade sket!
Vejene er i en noget svingende beskaffenhed. Nogen gange er der få huller, for det meste mange. Så tandfyldningerne er blevet testet grundigt i dag.
På vejen kørte vi igennem Buxton, der er en af Englands kurbyer, hvor man kan bade i slam og drikke helbredende vand. En miniudgave af Crystal Palace og et operahus kan man også byde ind med. Hertugen af Derbyshire (hvor det meste af The Peak District ligger) brugte mange penge på at etablere byen som nordens Bath. I dag er det en by med ca. 20.000 indbyggere, hvor man forsøger at bevare de fine bygninger i byen. Adskillige fine hoteller og ovenstående. Ifølge Wikipedia er det sket med nogen succes.
Lige så snart man kommer ind i selve området, bliver byerne mindre og fyldt med turister - og steder, hvor disse kan få stillet sulten. Og bilerne må sno sig.
Vi fik også stillet sulten. Både frokost og senere is og kaffe/the. På en pub. Så nu har vi også besøgt sådan en. Vi valgte dog at side ude i det fine solskin.
Antallet af billeder fra dagen er få, da det var småt med steder, hvor man kunne holde ind til siden og tage billeder. Så rigtig mange af dagens billeder er lagret på nethinden. Nedenfor er dog nogle få.
Wollerton Old Hall Garden
Wollerton Old Hall Garden er prototypen på en engelsk have. Skarpt skåret med masser afdelinger og frodige bede. En herlig dag i smukke omgivelser.
Vi fik ikke nok have, da vi var i Trentham i går (det gør vi nok aldrig). Så der var en ny have på programmet for i dag. Dog en noget mindre en af slagsen.
Wollerton Old Hall Garden omgiver en gammel bygning fra 1600-tallet, som ægteparret Lesley og John Jenkins impulskøbte i 1982. I 1983 gik de igang med at transformere marker til haver. Her godt 40 år senere er det blevet til destillat af en engelsk have. Stramme linjer skabt af mure, hække og faconklippede træer og buske, alt sammen fyldt ud med felter af blomster. Det hele er bundet sammen af velplejet græs og grusstier.
Det blev til nogle hyggelige timer, med alt muligt smukt, og til sidst frokost. Ferielivet er godt!
Men inden vi kom så langt, kørte vi lige en lille omvej. Helle havde fundet en pusher af alt inden for keramik. Ler, glasur, ovne, drejeskiver og alskens andet dims. Der blev kigget og shoppet lidt - meget lidt. Vi skal jo med Ryanair hjem igen 😂
Dagens billeder følger…
Trentham
Trentham Estate, et gammelt herresæde, der efter mange års forfald er bragt til ære og værdighed. I hvert fald haven. En stor oplevelse for to havenørder som os.
Trentham er et større område, der i dag ejes af et ejendomsselskab. Oprindeligt var det en herregård, der var ejet af Hertugen af Sutherland.
Der er kendskab til en eller anden form for slot helt tilbage til 1088. Den gang var det ejet af kongen. Det blev siden til et kloster, og da englænderne afskaffede dem, blev det atter til en herregård.
Ifølge Wikipedia (læs mere her) er bygningerne blevet ombygget af flere omgange, samtidig med at det store parkanlæg er blevet omlagt og tilpasset tidens mode, indtil det til sidst stod som en italiensk inspireret have, omgivet af skove og enge i engelsk stil.
Og det kunne have været sådan helt frem til i dag. Men sådan gik det ikke. Trentham ligger nemlig ganske tæt på Stoke-on-Trent (også kaldet Smoke-on-Trent) og omkring 1900-tallet var forureningen herfra i form af røg og beskidte vandløb blevet så slem, at Hertugen ikke længere ønskede at bo på Trentham. Han led nu ikke nogen nød, da han var en af Englands mere velhavende mænd - og selvfølgelig havde adskillige andre herregårde, han kunne trække sig tilbage til.
Han forsøgte af et par omgange at få bygninger og jorder foræret væk til for eksempel en kostskole og en bypark, men bekymringen for udgifterne til at vedligeholde stedet, samt den før nævnte forurening medførte et nej tak fra alle adspurgte.
Og så kunne det sådan set være lige meget, så befalede Hertugen bygningerne revet ned. Der står dog stadig enkelte rester af de før så elegante bygninger. Men det ser noget fesent ud, når man ser hvor elegant det var i sin tid.
Haveanlæggene blev ikke som sådan revet ned. Så de stod og forfaldt i de næste 80 år. Men grundstrukturen blev bevaret.
I 1996 blev haven og alle de omkringliggende jorder opkøbt af et ejendomsselskab med det formål at lave et området med park, forlystelser og et hotel i en genopført version herregården.
Den genopførte herregård lader stadig vente på sig. Det viste sig, at det ville koste i nabolaget af 35mill pund, og det mente ejendomselskabet ikke kunne hænge sammen. Men de har formelt tilladelse til at gøre det. Så man kan jo håbe.
Forlystelserne er derimod dukket op, sammen med en lille by af træhuse med butikker og spisesteder.
Og så er der parken. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at den var årsagen til vores besøg.
Parken er genskabt i rammerne fra den gamle italienske have. Man har således restaureret eller genopbygget de faste elementer med fontæner og mure, samt genskabt rammerne af søjletræer ud fra de gamle tegninger. Inde i disse rammer har de skabt en supermoderne have i “vildt med vilje”-stilen. Tæt plantede bede med vilde blomster i en skøn forening med græsser.
Man har sat de to Chelsea Flower Show guldvindere Tom Stuart-Smith og Piet Oudolf til i samarbejde at skabe haverne. Og hold nu op hvor var det blevet flot. Specielt Oudolfs blomsterlabyrint, bestående af fortrinsvis høje blomster og græsser imponerede os. Der var en helt særlig ro inde på stierne mellem blomster og græsser. Der blev brugt god tid på at sidde og snakke, gå rundt og kigge og fotografere.
Kombinationen af formel og strukturel italiensk have og så de mere fritflydende bede gjorde sig også godt.
Dagen sluttede lige i tilpas tid til at fange en kop kaffe/the i ly for det regnvejr, der lige var begyndt. Og i øvrigt stoppede rettidigt, så vi kunne komme til bilen i tørvejr.
Resten af den meget store grund indeholder også et adventureland, hvor man kan klatre i træer, gå i trækronerne, se aber og meget mere. Ud over dette er der plantet tusindvis af træer, så det gamle skovområde er blevet genetableret.
Alt i alt er det imponerende at se, hvad man kan opnå, hvis man har en små 100mill britiske bund, man ikke ved hvad man skal bruge til. Publikum har talt. Der er ca. 800.000 besøgende hvert år. Så satsningen ser ud til at have båret frugt.
Og så er der lige enkelte billeder fra dagens besøg…
Middleport
Middleport Pottery, var stedet hvor den Engelske keramikdyst blev afholdt. Og dermed også en kraftigt medvirkende faktor til idéen om turen ti England.
Dagen bød på guided tur rundt, samt tid til selv at gå rundt og suge til os.
Middleport Pottery er et af de to steder, hvor den engelske keramikdyst er blevet optaget. Den lokation har derfor bevæget sig over TV-skærmen mange gange hjemme på Møllersmindevej.
Disse udsendelser blev starten på planerne om den englandstur vi nu er i gang med. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Helle går ret meget op i keramik. Og området her - Stoke-on-Trent - var kernen af den britiske porcelænindustri, og dermed blev her produceret gigantiske mængder porcelæn og keramik. Imperiet skulle jo forsynes med kopper og kander til tedrikning, og fine tallerkener til de fine middage.
Som med så meget andet, så produceres der stort set ikke noget her i området længere. Stort set alt er flyttet til Østen. Men lige nøjagtig Middleport er faktisk et af de steder, hvor der stadig er en mindre produktion af keramik.
Vi havde bestilt plads på en af de guidede ture, hvor man får lov til at se denne produktion, og samtidig høre lidt om, hvordan det er anderledes i dag, i forhold til tidligere. Og lad os bare afsløre så meget, at det ikke var sundt for helbredet at arbejde på en keramikfabrik!
Stoke-on-Trent havde over 2000 såkaldte bottle kilns, der alle blev fyret med kul. MEGET kul. Mellem 6 og 9 ton for hver brænding der blev lavet. Så området var stort set altid indhyldet i en tyk tåge af kulrøg. Ikke just helbredsbringende.
For at det ikke var nok, så var der dele af produktionen der gav en konstant og langvarig kontakt med bly, og den blanke glasur man lægger på til sidst indeholder meget findelte silikater, der påvirker lungerne på sammen måde som asbest. Føj!
Alt dette har man i dag fået styr på, men de fine tesæt og middagsstel har kostet mange mennesker deres gode helbred.
Vores guide var en rigtig god fortæller, så der blevet suget til sig i løbet af den gode time rundvisningen varede.
Vi havde en tilsvarende tur på Bornholm sidste år, hvor vi var på besøg på Hjorts fabrik. Og man kunne genkende alle de processer leret gik igennem på vejen til færdgigt produkt. Eneste forskel var skalaen det foregik i. Alting i Stoke er større. Meget større. Og i meget høj grad maskineassisteret. Allerede i 1800-hvidkål. Dampmaskinerne havde holdt deres indtog, og blev flittigt brugt.
Og området hvor Stoke ligger, har store aflejringer af kul, så brændsel til såvel ovne som dampmaskiner lå i jorden “lige uden for døren” og skulle således bare graves op og bruges.
Senere på ugen skal vi besøge det andet sted, hvor keramikdysten er optaget. Til forskel fra Middleport, er dette i dag et museum, hvor der ikke er nogen aktiv produktion. Vi glæder os allerede.
Men i morgen skal vi ud og se på nogen pæne blomster :)
