Trentham
Trentham er et større område, der i dag ejes af et ejendomsselskab. Oprindeligt var det en herregård, der var ejet af Hertugen af Sutherland.
Der er kendskab til en eller anden form for slot helt tilbage til 1088. Den gang var det ejet af kongen. Det blev siden til et kloster, og da englænderne afskaffede dem, blev det atter til en herregård.
Ifølge Wikipedia (læs mere her) er bygningerne blevet ombygget af flere omgange, samtidig med at det store parkanlæg er blevet omlagt og tilpasset tidens mode, indtil det til sidst stod som en italiensk inspireret have, omgivet af skove og enge i engelsk stil.
Og det kunne have været sådan helt frem til i dag. Men sådan gik det ikke. Trentham ligger nemlig ganske tæt på Stoke-on-Trent (også kaldet Smoke-on-Trent) og omkring 1900-tallet var forureningen herfra i form af røg og beskidte vandløb blevet så slem, at Hertugen ikke længere ønskede at bo på Trentham. Han led nu ikke nogen nød, da han var en af Englands mere velhavende mænd - og selvfølgelig havde adskillige andre herregårde, han kunne trække sig tilbage til.
Han forsøgte af et par omgange at få bygninger og jorder foræret væk til for eksempel en kostskole og en bypark, men bekymringen for udgifterne til at vedligeholde stedet, samt den før nævnte forurening medførte et nej tak fra alle adspurgte.
Og så kunne det sådan set være lige meget, så befalede Hertugen bygningerne revet ned. Der står dog stadig enkelte rester af de før så elegante bygninger. Men det ser noget fesent ud, når man ser hvor elegant det var i sin tid.
Haveanlæggene blev ikke som sådan revet ned. Så de stod og forfaldt i de næste 80 år. Men grundstrukturen blev bevaret.
I 1996 blev haven og alle de omkringliggende jorder opkøbt af et ejendomsselskab med det formål at lave et området med park, forlystelser og et hotel i en genopført version herregården.
Den genopførte herregård lader stadig vente på sig. Det viste sig, at det ville koste i nabolaget af 35mill pund, og det mente ejendomselskabet ikke kunne hænge sammen. Men de har formelt tilladelse til at gøre det. Så man kan jo håbe.
Forlystelserne er derimod dukket op, sammen med en lille by af træhuse med butikker og spisesteder.
Og så er der parken. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at den var årsagen til vores besøg.
Parken er genskabt i rammerne fra den gamle italienske have. Man har således restaureret eller genopbygget de faste elementer med fontæner og mure, samt genskabt rammerne af søjletræer ud fra de gamle tegninger. Inde i disse rammer har de skabt en supermoderne have i “vildt med vilje”-stilen. Tæt plantede bede med vilde blomster i en skøn forening med græsser.
Man har sat de to Chelsea Flower Show guldvindere Tom Stuart-Smith og Piet Oudolf til i samarbejde at skabe haverne. Og hold nu op hvor var det blevet flot. Specielt Oudolfs blomsterlabyrint, bestående af fortrinsvis høje blomster og græsser imponerede os. Der var en helt særlig ro inde på stierne mellem blomster og græsser. Der blev brugt god tid på at sidde og snakke, gå rundt og kigge og fotografere.
Kombinationen af formel og strukturel italiensk have og så de mere fritflydende bede gjorde sig også godt.
Dagen sluttede lige i tilpas tid til at fange en kop kaffe/the i ly for det regnvejr, der lige var begyndt. Og i øvrigt stoppede rettidigt, så vi kunne komme til bilen i tørvejr.
Resten af den meget store grund indeholder også et adventureland, hvor man kan klatre i træer, gå i trækronerne, se aber og meget mere. Ud over dette er der plantet tusindvis af træer, så det gamle skovområde er blevet genetableret.
Alt i alt er det imponerende at se, hvad man kan opnå, hvis man har en små 100mill britiske bund, man ikke ved hvad man skal bruge til. Publikum har talt. Der er ca. 800.000 besøgende hvert år. Så satsningen ser ud til at have båret frugt.
Og så er der lige enkelte billeder fra dagens besøg…
