Gladstone Pottery Museum

Gladstone var en af de mindre fabrikker i Stoke. De producerede primært porcelæn, og kunne levere en blanding af stencilerede varer og ting, der var håndmalet.

Kommercielt klarede de sig ikke supergodt, og i 60’erne var man nødt til at opgive produktionen, da det ikke kunne løbe rundt.

Og det kunne have været enden på den historie. Som så ofte før var planen egentlig at rive det hele ned og se, om jorden kunne sælges til anden side.

Men nogle ildsjæle gik i gang med at kæmpe for stedets bevarelse som museum. For det var nemlig et af de få steder, hvor man stort set ikke havde revet de oprindelige “bottle kilns” ned efter overgangen til gas eller el til opvarmning af ovnene, da de kulfyrede ovne blev forbudt. Dels stod de ikke i vejen, og dels var de flere steder bygget ind i de eksisterende bygninger, så det ville kræve alt for stort arbejde at få dem fjernet.

Så det var et af de få steder, hvor man kunne se en keramikfabrik som den havde set ud i tiden, hvor der blev fyret med kul. For de fleste andre steder havde man revet de gamle ovne ned, for at give plads til nyt. Man gik således fra over 2000 buttle kilns til kun at have i nabolaget af 70 tilbage på ganske få år.

For at gøre en lang historie kort, så lykkedes det at skrabe midler nok sammen til at redde bygningerne fra nedrivning, og siden hen at få dem renoveret, så de ikke skvattede sammen om ørerne på de besøgende.

Udstillingen er indrettet, så man følger produktionen fra råvarer ind over fremstilling af leret, til maskindrejning og/eller støbning, hen over de minimum tre brændinger til det færdige produkt. Ikke anderledes end vi så det i Middleport ved ugens start. Men godt at få repeteret. Vi huskede det meste!

Nå ja - og så er Gladstone Pottery Museum der, hvor Keramikdysten bliver optaget nu. Da corona brød ud var man nødt til at have et sted man kunne isolere fra omverdenen. Og da museet alligevel var lukket, var det jo nemt. Middleport kunne ikke lukkes ned på samme måde, da det stadig var en fabrik, hvor der blev produceret keramik. Sådan kan tilfældighederne ændre tingene.

Og således sluttede vores oplevelser i Stoke-On-Trent. Et sjovt og lærerigt besøg, krydret med fine haver og flot natur. I morgen stopper vi kufferter og løsdele ind i udlejningsbilen, og flytter basen til York-området. Her venter nye eventyr, der vil være centreret omkring historien, der er meget kraftigt tilstede i specielt i det indre York. Og mon ikke vi får fundet en have eller to :)

Forrige
Forrige

Rejsedag

Næste
Næste

The Peak District