The Peak District

The Peak District er et “bjergområde” i nordmidt England. Det højeste punkt er 636 m over havets overflade. Så selv om det er klippegrund, så er det ikke højt nok til at være bjerge ifølge den definition “nogen” har lavet.

Vi er ikke så godt gående, at vi turde kaste os ud i en længere vandretur. Så vi havde besluttet os for, at vi ville tage en køretur rundt i området. Og så måtte vi “nøjes” med at se det, vi kunne se fra bilen. Og det var ikk’ så ræng’ endda - for nu at citere De Nattergale.

Det gik op og ned. I det ene øjeblik var vi nede i en dal blandt træer og frodig vegetation, det næste pustede og stønnede bilen op af bakke, for at bringe os op til fantastiske udsigter.

Vejene var alt fra forholdsvis brede veje, hvor to biler fint kan passere til det stik modsatte. En Peugeot 5008 er lige det største på de mindste veje. Specielt når man møder en turistbus! - Eller en håndværker, der har travlt med at komme på weekend. Der plejede helt klart ikke at komme nogen på den vej om fredagen lige ved fyraftenstid. Eeeeeeeek. Ingen skade sket!

Vejene er i en noget svingende beskaffenhed. Nogen gange er der få huller, for det meste mange. Så tandfyldningerne er blevet testet grundigt i dag.

På vejen kørte vi igennem Buxton, der er en af Englands kurbyer, hvor man kan bade i slam og drikke helbredende vand. En miniudgave af Crystal Palace og et operahus kan man også byde ind med. Hertugen af Derbyshire (hvor det meste af The Peak District ligger) brugte mange penge på at etablere byen som nordens Bath. I dag er det en by med ca. 20.000 indbyggere, hvor man forsøger at bevare de fine bygninger i byen. Adskillige fine hoteller og ovenstående. Ifølge Wikipedia er det sket med nogen succes.

Lige så snart man kommer ind i selve området, bliver byerne mindre og fyldt med turister - og steder, hvor disse kan få stillet sulten. Og bilerne må sno sig.

Vi fik også stillet sulten. Både frokost og senere is og kaffe/the. På en pub. Så nu har vi også besøgt sådan en. Vi valgte dog at side ude i det fine solskin.

Antallet af billeder fra dagen er få, da det var småt med steder, hvor man kunne holde ind til siden og tage billeder. Så rigtig mange af dagens billeder er lagret på nethinden. Nedenfor er dog nogle få.

Forrige
Forrige

Gladstone Pottery Museum

Næste
Næste

Wollerton Old Hall Garden