Rejsedag
Rejsen gik, som den slags plejer. Ufatteligt mange timer i en bil på autobahn. En sand tour-de-force gennem en uendelig række af vejarbejder. Kun afbrudt af en enkelt time, hvor alt stod stille, og så lejlighedsvise pauser med indtagelse af mad og drikke samt aflevering af resultaterne heraf.

Vi var ved dagens afslutning enige om, at dette var så langt, som vi gider køre i egen bil. Med alle pauser og forsinkelser endte vi på ca. 11 timer. Det er lang tid!

Men da vi kom frem til campingpladsen kunne vi konstatere, at det var det hele værd. For det første er Thüringen ualmindelig smuk, og for det andet så lå campingpladsen et rigtig godt sted i Thüringen.
Som en rar bonus - for os - var der ikke ret mange gæster på pladsen. Så vi kunne få lov til at være introverte i vores eget lille hjørne af pladsen.
Med det samme bilen holdt stille, blev vi kontaktet af personalet. Det viste sig, at det var faderen til campingmutter. Han var ikke rasende god til engelsk - eller tysk for den sags skyld - men meningen var helt klar. Vi var ualmindelig meget velkomme. Og alle de praktiske detaljer blev klaret uden yderligere udfordringer. Så vi kunne finde et godt hjørne, og indkvartere os.

Stedet hedder Camping Thüringer Wald, og det har vores varmeste anbefaling. Stille og hyggeligt, pænt og rent. Og værterne - der i øvrigt er fra Holland - er virkelig søde og hjælpsomme.

Dag 1, Ziegenrück, Saalfeld og Hohenwarte Stausee
Man skal aldrig planlægge det helt store på førstedagen af en ferie. I hvert fald ikke hvis man er os. Også i år kunne vi konstatere, at vi var ret matte i koderne efter gårsdagens køretur. Så vi havde ikke planlagt det helt store, og størsteparten foregik i bilen.

Vi tog det stille og roligt om formiddagen, og kørte først ud hen under frokost. Der kørte vi til en lille by i nærheden, der hed Ziegenrück. En by beliggende langs floden Saale (en af hovedfloderne i Thüringen) og op af siderne på de omkringliggende "bjerge". Bjerge er måske et stort ord. Generelt er de geologiske forekomster i Thüringen ikke specielt høje, men de er faktisk ganske stejle flere steder. Så det føles lidt som at være i bjergene, bortset fra at stigningerne slipper op lidt hurtigere end forventet. Men generelt var de så tilpas stejle, at man ikke så nogen grund til at skilte med stigninger på under 10%. Rekorden var 22%, hvilket er ganske stejlt. Også i bil.

Nå, tilbage til Ziegenrück. Det lokale hotel var leveringsdygtig i  god, solid bondemad. Da solen glimrende ved sin tilstedeværelse, var det oven i købet passende at indtage middagen udenfor. Herligt!

Efter indtaget middag, samt lidt tussen rundt, kørte vi videre på dagens lille udflugt. Vi havde læst om en dæmning med tilhørende sø, der skulle være et stort rekreativt område. Den slags undersøger vi fluks. Der var ganske rigtigt pænt. Så vi besluttede os for, at vi skulle tilbage. Og der var sørme en båd, man kunne komme ud og sejle med. Det blev noteret på dagsbefalingen for dag 2.

Som et lille PS viste det sig, at vi kom forbi dæmningen mange gange i løbet af turen. Det var nemlig den vej man skulle, når man skulle fra campingpladsen og ud på de større veje.

Dagens sidste mål var en Netto-Markt i Saalfeld. De plejer at have et glimrende udvalg, og tager mod kreditkort. Og køletasken trængte til opfyldning. Apple Maps blev sat til at guide, og så kørte vi ellers rundt i Saalfeld. Det lykkedes os aldrig at finde den Netto-Markt. Den lå bestemt ikke der, hvor Apple Maps mente. Men da vi drejede rundt om et hjørne var der en Liedl. Så der købte vi ind. Man skal ikke være kræsen. Der var også en bank ved siden af, så vi kunne få hævet kontanter. I Tyskland er det en nødvendighed med kontanter. De har ikke helt opdaget elektroniske betalingsmidler endnu. Det bliver heldigvis bedre. For få år siden kunne man sjældent købe ind med kreditkortet. Det har efterhånden bredt sig. Der er håb.

Således tanket med både mad og penge drog vi tilbage til campingpladsen, og så blev der stenet resten af dagen.

Dag 2, Hohenwarte Stausee og Saalfeld
Dagens første punkt på dagsordenen var en tur retur til Hohenwarte, hvor vi dagen i forvejen havde set, at man kunne komme på en sejltur rundt på søen. Og sådan nogen sejlture, hvor man kan sidde og nyde landskabet der bevæger sig forbi, er vi store fans af.
At vejret så samtidig viste sig fra sin absolut bedste side med høj sol, blev oplevelsen bestemt ikke værre af. Så vi nød turen i fulde drag. Sad og snakkede, kiggede, tog billeder og slappede af.

Således ankommet retur til Hohenwarte i afslappet tilstand, kørte vi videre til Saalfeld. Turistbrochurerne fortalte om en "Historische Stadtmitte". Sådan én var der ganske rigtigt. En rigtig køn by, med en forholdsvis stor og meget smuk kirke.

Da vejret var godt, tog vi vores frokost udendørs på en af de mange beværtninger byen kunne byde på.
Da vi havde spist færdig blev turen rigtig spændende. Jens var nemlig kommet i tanke om en tekst ved nedkørslen til parkeringshuset vi holdt i (tilhørende Sparbank, Saalfeld), så det skulle lige tjekkes. Hvad der i første omgang bare så ud til at være en "I kan kun bruge kontanter her" - og det er jo ikke unormalt på de kanter - viste sig at være et "I kan kun betale, hvis I har et Sparbankkarte". Og som udenlandsk turist, er det ikke lige noget man har.

Så der skulle lige tænkes lidt over tingene, hvis ikke vi skulle gå rundt resten af ferien. Jens besluttede sig til at prøve det lokale turistbureau. De plejer at vide alt om hvad der foregår i deres by. I dette tilfælde måtte de umiddelbart give fortabt. Og de forholdt sig noget tvivlende over for, at det virkelig kunne være sådan. Men kunden har jo altid ret.

Den hemmelige telefonliste blev fundet frem. Den skulle efter sigende indeholde numre på alle af betydning i Saalfeld. Der blev herefter ringet rundt fra Herodes til Pilatus, dog uden noget resultat. Onsdag går bankerne hjem kl. 14, og klokken var nu 14:15. Det var med andre ord ikke muligt at finde en, der kunne hjælpe os ud af parkeringshuset.

Enden på det hele blev, at den meget flinke dame på turistbureauet hankede op i tasken og fulgtes med Jens over til parkeringshuset. Her betalte hun vores P-billet med sit eget private Sparbankkarte. Adspurgt om ikke vi måtte have lov til at refundere beløbet fik vi et blankt afslag. Sådan noget skulle de have styr på, og i øvrigt ville hun kontakte banken næste dag og bede dem om enten meget tydeligere at skilte omkring begrænsningen, eller begynde at tage mod betaling med andre kort eller kontanter. Sådan noget kunne man ikke byde turisterne!
Vi sender endnu engang den meget flinke dame en venlig tanke. De tyskere kan altså et eller andet med service!

Nu med bil! Vi fandt en anden P-plads, hvor vi var sikre på, at vi kunne få den med videre - mod betaling i helt almindelige Euro. Og så tussede vi lidt mere rundt i Saalfeld, hvorefter vi rullede retur til campingpladsen.

Resten af dagen blev tilbragt med benene oppe ved teltet.

Dag 3, Erfurt
Natten til tredjedagen blev præget af et meget kraftigt tordenvejr. Det lå og cirklede rundt om campingpladsen længe. Heldigvis besluttede det sig til sidst for at rejse videre... eller det vil sige... det gemte sig bare, for at vende tilbage senere. Men det er en anden historie.
For første gang i ufattelig lang tid lykkedes det faktisk for Jens at sove under et tordenvejr. Det viste sig, at hvis man lige dækkede øjnene med flappen fra soveposen og proppede et par ørepropper i ørerne, så var det kun de kraftigste skrald, der forstyrrede.

Men alting har en ende, også tordenvejr og nætter. Så da dagslyset atter brød frem, steg vi ud af poserne. Eller dagslys og dagslys. Dagen startede temmelig diset. Vi kunne ikke helt lure, om det var nattens regn, der fordampede, eller om det var skyerne, der var faldet ned om ørerne på os. Men det var meget fredfyldt oven på nattens ballade.

Efter morgenens øvelser for søvnig campist var overstået (bad, mad og eventuel træning), satte vi os i bilen og kørte mod Erfurt, områdets hovedstad.

Lidt research på det dersens internet havde på forhånd afsløret, at Erfurt var sluppet forbavsende billigt fra anden verdenskrigs bombardementer. Den centrale del af byen, hvor de ældste huse stammer fra middelalderen, er således i stor udstrækning de originale huse og ikke genopbygninger foretaget i årene efter anden verdenskrig.

To af de helt store seværdigheder er Krämerbrücke, der er en bro hen over floden Gera (en anden central flod i Thüringen), hvorpå der er bygget en gade med huse på begge sider. Den rækker helt tilbage til starten af 11-tallet, og ligger i et knudepunkt mellem nogen af de store pilgrimsruter i Europa.
I dag er husene primært beboet af diverse forretninger, der gerne vil sælge dette og hint til de tilstrømmende turister. Men den har nu stadig sin charme. Både inde på selve broen, men også bagsiden ser rigtig hyggelig ud.

Byens anden store seværdighed er domkirken, der er katolsk. Den skrives der mange fine ting om. Personligt måtte vi konstatere, at vi var ret skuffede. Den var meget mørk og dyster, slet ikke den store oplevelse et kirkerum kan være. Faktisk blev vi ret hurtigt enige om, at den mindre kirke i Saalfeld gjorde et meget større indtryk.

Ellers kan Erfurt påberåbe sig forbindelse til en del kendte personer: Et større antal af familien Bach (dog ikke Johan Sebastian ham selv), Martin Luther - der læste på byens universitet - komponisten Pachelbel samt både Schiller og Goethe. Vi skal undlade at redegøre for de nærmere detaljer. De kan findes i diverse tykke bøger.

Alt i alt en hyggelig dag i en spændende by. Der var god tid til at sidde og suge de gamle bygningers stemning til sig, og enkelte butikker blev også besøgt.

Til sidst snuppede vi en guidet tur rundt i byen med deres rundtfarts-tog/bus/sporvogn. En glimrende måde at få lidt mere at vide, og en glimrende chance for at se nogen af de ting, vi selv havde overset.

Dagen blev sluttet af i et stort indkøbscenter uden for Erfurt. Helle gik på shopping i diverse butikker, og Jens satte sig på en café og drak kaffe og kiggede på mennesker. Afslutningsvis raidede vi det store supermarked i centeret, så lagrene kunne blive fyldt op med madvarer. Jeps. Også her kunne der betales med plastickort.

Og så var der jo lige det der tordenvejr. Vi troede vi var sluppet af med det, men det var vi ikke! Det havde bare ligget og luret og samlet kræfter, og det kom tilbage hen under aften. Og oh boy, havde det samlet kræfter! Vi opgave at tælle antallet af lyn. Men et par stykker af dem var ubehagelig  tæt på, og et enkelt ramte så tæt ved teltet, at man kunne lugte ozonen i luften bagefter. Ikke sjovt. Det blev fulgt til dørs af meget intens regn, og vi måtte konstatere, at coatningen på vores telt var ved at være træt, for teltet opgav simpelt hen at holde vandet ude, så indersiden af teltet "svedte" med store dråber.

Men heldigvis stilnede det af, så vi kunne sove om natten. Næste morgen skulle dog afsløre et par hilsener mere fra vejret...

Dag 4, Burgk
Aftenens regn havde afsløret problemer med coatningen på teltet. Men det viste sig ikke at være den eneste udfordring. Det havde simpelthen regnet så meget, at jorden overhovedet ikke kunne dræne det. Så ude foran teltet var der klar til at plante ris, og inde i teltet havde vi fået små soppebassiner. Alle steder, hvor noget tungt havde stået på teltbunden, var der trængt vand op igennem bunden - så ved vi hvor vandtæt den er.
Men vi fik tørret op, og så besluttede vi os ret hurtigt for at pille bunden ud af teltet og hænge den til tørre. Og så tog vi støvler på, og sjappede rundt på den lidt fugtige jord. Og det gjorde vi indtil jorden var tør nok til at bunden kunne komme tilbage.

Dagens udflugt startede lidt sent på grund af oprydningen og tilplantningen med ris. Men vi havde heldigvis planlagt en forholdsvis rolig dag, hvor vi skulle se en af de mange borge/slotte i lokalområdet: Burgk

Helt afslappende blev det nu ikke, da man havde anbragt borgen temmelig højt oppe. Det synes at være et generelt tema med sådan nogen. Men vi fik hevet Jens med op ad bakkerne, og så kunne vi bruge noget tid på at kigge rundt på denne borg. Mange af rummene var, som de nu er sådan et sted. Fyldt med rustninger og gamle sager. Men ét rum gjorde sig virkelig bemærket: Riddersalen, som var omdannet til koncertsal. Ikke noget kæmpestort rum, men der var en helt særlig stemning derinde. Vi talte om, at der sådan set bare manglede Zenobia oppe foran.

Nede ved turistparkeringen var der et ganske højt tårn, hvor der garanteret ville have været en fantastisk udsigt. Vi havde talt om at vi skulle derop, men da vi begge var trætte, og det atter var begyndt at regne, besluttede vi os for at droppe det.

Så vi trillede tilbage til campingpladsen, hvor vi indtog Schnitzel mit Pommes i campingpladsens bistro. Man skal jo støtte det gode initiativ og den lokale handel.

Aftenen kunne byde på endnu mere regn. Men den gode nyhed var, at de næste dagens vejrudsigt tegnede lovende. Ikke nødvendigvis høj sol og skyfri himmel, men faktisk forholdsvis tørt.

Dag 5, "Little Berlin"
Skyerne var stort set løbet tør for vand i løbet af natten. Så vi stod op til tørvejr. Og enkelte glimt af solskin kunne også anes.
Dagens udflugt krævede lidt kørsel. Vi havde læst om et sted kaldet "Little Berlin", der er en lille by på grænsen mellem Thüringen og Bayern kaldet Mödlareuth. En lille flække med ca. 20 indbyggere.
Dens tilnavn fik den, da den ligesom Berlin blev delt af muren under den kolde krig. Historisk har grænsen mellem Thüringen og Bayern (eller hvad de nu har heddet i tidens løb) ligget langs den lille bæk Tannbach. Inden verden gik af lave, var det ikke noget problem. Man færdedes frit frem og tilbage. Man havde således skole, kirke og gårde spredt på begge sider af bækken, og alt fungerede fint.

Men efter anden verdenskrigs afslutning kom Tannbach til at udgøre grænsen mellem den amerikanske og den russiske zone i Tyskland. Dette afgjorde senere, hvad der blev til DDR og til Vesttyskland.

På stedet er der lavet et museum der beskriver denne periode. Et af de primære formål med museet er at minde eftertiden om, at den slags galskab bør undgås.

Som altid er det meget tankevækkende at gå i fodsporet på den slags dårskab. Meget den samme fornemmelse vi gik rundt med året før, da vi var i Berlin og så de forskellige mindesmærker for muren der. Vi lærer aldrig at forstå, hvordan den slags kan opstå.

På turen hjem havde vi besluttet os for, at vi ville se en dæmning ved byen Saalburg. Den skulle vise sig at være lidt af en skuffelse, men turen derned til var til gengæld interessant. Det viste sig, at der hvert år afholdes en stor musikfestival i Saalburg. Musikstilen var, at dømme efter det der kom ud af højtalerne, ikke noget vi ville bruge penge på. Men det var der mange andre der ville. Rigtig mange.

Det viste sig at vejen ned til dæmningen gik lige gennem lejrområdet. Så tænk noget i retning af en vej, der går lige igennem lejrområdet til Roskildefestival. Well. Vi kom da igennem, men det tog sin tid. Og ikke uden en hvis underholdningsværdi.

Vi tænkte det måtte være oplevelser nok for én dag, så vi kørte retur til teltet. Der var nu blevet så tørt rundt omkring, at vi satte bunden tilbage i teltet. Og så var der dømt afslapning resten af dagen.

Og ingen tordenvejr!

Dag 6, Obstfelderschmeide
Regnen var ikke stoppet helt, men der var nu ikke våde pøle i teltet. Der er sket en positiv ændring i vejret.
Dagens projekt var en tur rundt til forskellige fine steder, hvor der var pænt og natur.

Vi startede i Obstfelderschmeide, hvor vi tog bjergbanen op til Lichtenhain. En tur på godt 15 minutter, hvor størstedelen af turen har en 25% stigning. Selvfølgelig med passende specialdesignet materiel.
Efter at have tøffet lidt rundt på toppen, kørte vi ned igen.

Herefter kørte vi videre til Fröbelturm, der åbenbart er lidt af en seværdighed i området. Der var udsigtstårn, og sørme også et gasthaus. Da vejrguderne mente vi skulle have regn på det her tidspunkt besluttede vi, at det først var frokost og kaffe/the, derefter tårn. En god beslutning, for efter en schnitzel (og en god en af slagsen) mit pommes var skyerne begyndt at lette, og der var en fornøjelig udsigt oppe fra tårnet. Denne blev nydt i fred og ro, da vi var de eneste deroppe.

Vel nede på jorden igen forsøgte vi at finde et andet tårn, kaldet Leipzigger Turm. Det druknede noget i "umleitung" og da vi endelig fandt et skilt mod tårnet, var der ikke rigtig nogen vej. Vi antog, at det så nok kun var for gående.
Men den umleitung den sendte os ud på var ualmindelig smuk. Så vi tilgav alle. Et træf for klassiske traktorer mødte vi også på vejen. Alt sammen ganske fornøjeligt, og når man er på ferie, og ikke har nogen specifikke planer, kan man jo lige så godt nyde turen.

Køreturen hjem var ufattelig smuk. Masser berg ab und auf, stigner/fald på helt op til 20%, masser af fine gamle huse osv. Kort sagt smukt og meget hyggeligt.

Der spottes nu sol på pladsen, og vejrudsigten har ikke mere regn på programmet. Vi satser på, at det er rigtigt!

Dag 7, Rudolstadt
Der var lige en enkelt gammel bymidte vi ikke havde besøgt. Rudolstadt. Det var engang det administrative midtpunkt for området. Grevens store slot ligger således højt over byen og ser meget imponerende ud. De brochurer vi kunne finde på turistinformationen viste også nogle meget fine billeder af store sale med guld og glimmer. Desværre var det lige mandag, man holdt lukket på slottet. Og ja, et kig på telefonen afslørede, at det var mandag. Så vi måtte nøjes med at kigge på afstand. Skidt research!

Men Rudolstadt var en rigtig hyggelig by, hvor vi stille og roligt trissede rundt og kiggede.

Efter nogen tid meldte sulten sig, så vi fandt en af de mange udendørs serveringer og fik serveret en lækker pizza.

Med tanken fuld gik vi over på den anden side af floden Saal, der løber igennem Rudolstadt. Her ligger der en stor park med en - åbenbart berømt - hjemstavnsgård. Vi nøjedes nu bare med at gå en tur, og lige kaste et blik ind på gårdspladsen til hjemstavnsgården. Man skal ikke overdrive med kulturen.

Turen gik herefter tilbage til Saalfeld. Her skulle der også være et slot. Og det var der. Det var ikke nær samme imponerende konstruktion som det i Rudolstadt. Måske det var kolonihaven...
Heller ikke her kunne man komme på besøg. I det her tilfælde fordi slottet var omdannet til kommunekontor.

Og så var det tid til dagens clue: Is! Vi havde ved første besøg i Saalfeld - turen med den mindeværdige parkeringsoplevelse - konstateret, at man flere steder kunne købe nogen ganske imponerende is. Sådan en købte vi. Og den blev indtaget midt på byens torv i solskin. Så er livet ikke så skidt endda. Og bilen stod et sted, hvor vi kunne få fat på den. Vi tager ved lære!

Resten af dagen blev brugt på lige så stille og roligt at påbegynde sammenpakningen. Der er mange små dimser, der lige så godt kan komme i tasker og kasser med det samme. Så tager pakningen næste dag ikke så lang tid.

Hjemrejsedag
Dagen startede med strålende solskind. Altid rarest at pakke sammen, når vejret er godt.

Sammenpakningen foregik som sædvanlig i god ro og orden.
Vi havde dog misset en detalje, nemlig at camping-fatter skulle tilkaldes, for at frigive vores el-ledning. Det havde vi misforstået... det gav noget i ventetid, hvor vi jo lige så godt kunne have kørt mod Danmark.

Ventetiden blev tilbragt med at tale med Gitte. Strømmen var gået på Møllersmindevej, og fryseren lå ud over hele gulvet.

For at finde ud af, hvorfor der ikke var strøm, blev Poul, vores tidligere nabo, tilkaldt. Han kunne udpege minirensen som synderen. Den blev koblet fra, og så var der strøm.

Gitte, det søde menneske, rydede op, gjorde rent og kørte det ildelugtende kød på genbrugspladsen, så da vi endelig kom hjem, så skulle vi ikke til at rydde op. Rigtig mange venlige tanker blev sendt i Gittes retning i de dage.

Samtidig så var der ikke nogen spildevandsrensning, hvilket potentielt efter nogle dage betyder, at der ikke er noget toilet. Så kommunen blev kontaktet fra autobahn på vejen hjem. De ville sørge for, at der blev sendt en mand, og eventuelt en slamsuger, så der blev ved med at være plads til både det ene og det andet.

Resten af køreturen gik planmæssigt. Der var perioder med tæt trafik, men ikke nogen ophold eller regulær kø. Så det gled stille og roligt.

Vi lavede et hurtigt raid ved Scaninavian Park, hvor 30 kg mandler plus det løse blev handlet, og så videre hjem. Man begynder at være træt sidst på dagen efter sådan en lang køretur. Og så vil man bare hjem!

Omkring Vejle ramte vi et ret kraftigt regnvejr, så vi kunne fornøje os med at tømme bil i silende regn. Men vi var jo efterhånden i træning med det våde element.

Bilen blev således hurtigt tømt, og så kunne vi sættes os i sofaen med sen aftensmad og Downton Abbey på fjernsynet.

Alt i alt en fed ferie. Thüringen er et superflot område, der dog ligger det absolut længste væk vi har lyst til at køre. Men det var det hele værd.