Drivhuset nærmer sig så småt færdig tilstand. Der er nu sat døre i, og de sidste krampetrækning er montage af nedløbsrør - vi satser på, at det engang begynder at regne igen.

Dagen i går blev brugt sammen med tørbeton, vand og naboens betonblander. Vi fik lavet passende mængder færdig beton, og fik dette hældt ned i hullerne ved hjørnerne på drivhuset. Så nu er det støbt fast til underlaget. Vi satser på at dette holder skidtet på plads, når nu efterårs -og vinter-stormene melder deres ankomst. En hvis nervøsitet vil nok melde sig ved de første blæsevejr.

Brolæggeren kommer i næste uge og skærer fliser til, så de knap så dekorative huller ved hjørnerne bliver dækket med fliser.
Herefter kan elektrikeren få lavet strøm, og så er det vist i det store og hele det, indtil der er overskud til at tænke på udsmykning med blomster, lyskæder og andet godt. Men det kommer nok til at vente lidt endnu.

De absolut største forandringer der er sket omkring huset, er på omgivelserne. Helle er kommet rigtig langt med at justere højden på de jordstakke vognmanden har smidt omkring forhøjningen, og der er blevet justeret på højden af arealet omkring huset, så det spiller godt sammen med niveauet på rampen.

Havedammen begynder også at tage form. Vi har - mens pengepungen lå og rystede - hældt en pokkers masse vand i, så vi har kunnet komme videre der også. Så gummidugen er så småt på plads, og vi er begyndt at bygge kanterne op med klyner og rigelige mængder sten. Når det er på plads, så fylder vi vand i helt op til kanten. Og så kan det jo godt hænde sig, at kanten skal justeres lidt her og der.
Som absolut sidste opgave omkring dammen, bliver gummidugen skåret til. Det er sgu altid med en hvis rysten på hånden, at de snit lægges.