I fredags var jeg til den årlige julefrokost på arbejdet. Den afholdes som regel inde i København et sted, så jeg måtte ombord på et IC3 med retning mod København.

Da kalenderen samtidig kunne afsløre, at jeg ville være alene hjemme lørdag, fik jeg hurtigt udvidet mine planer for lørdag til at omfatte en tur i Tivoli. Der er simpelt hen så fint og hyggeligt på den her tid af året. Så hvis det kan lade sig gøre, så lægger jeg meget gerne et besøg der ved juletid.

Det blev til ca. 6 timers driven rundt i haven og se på haven og folk, fotografere og lejlighedsvis indtage noget spiseligt. Det var sjovt at fotografere løbende mens lyset svandt. Men skal jeg være 100% ærlig, så er det nu sjovest, når solen er gået ned, og scenen overladt til alle de - MANGE - kulørte lamper.

Efter endt mission tøffede jeg retur til hovedbanegården og fandt min kuffert i sit skab, en billet til Horsens, og så crashede jeg i mit togsæde. En del af turen blev brugt på at kigge på billeder. Ganske hyggeligt.

Status for dagen: godt 13.000 skridt, ca. 400 billeder og diverse lækkerier indtaget. Ikke nogen skidt måde at tilbringe en lørdag tæt på julen på.