Væksthuset ved Botanisk have

Væksthuset ved Botanisk have

Torben, som Helle og jeg spiller sammen med, har fået nyt fotografisk legetøj. Det skulle testes, så vi aftalte at mødes i væksthuset i Botanisk have oppe i Aarhus. Der er altid rimelig tørt - i hvert fald når man ikke dypper sin trøje i deres åkandebassin! - og man fryser heller ikke indendørs.

Jeg havde også nyt legetøj med, sådan at forstå, at jeg aldrig rigtig er blevet gode venner med mit lille kompaktkamera. Så det kom med i lommen. Så nu kender vi hinanden lidt bedre.

Det blev sågar til lidt farvebilleder denne gang! Der er jo ikke bare gråt i gråt derinde.
Lidt sort/hvid sneg der sig også ind. Der er rigtig mange af deres planter der er meget grafiske i deres udtryk. Det egner sig godt til sort/hvid - synes jeg.

Den romantiske have ved Sanderumgård

Den romantiske have ved Sanderumgård

Der har længe kørt en fotokonkurrence nede i den romantiske have ved Sanderumgård. Og jeg har længe haft en intention om at deltage. Men en af betingelserne er, at billederne - selvfølgelig - er taget i haven. Og det har jeg så ikke fået mig nusset sammen til.

Men i går havde jeg lidt ekstra tid på vejen hjem fra København. Så selvom det var hundekoldt, så besluttede jeg, at nu skulle det være.

Da det er småt med blomster på den her tid af året besluttede jeg mig for, at lede efter nogen lidt mere grafiske motiver i sneen.

Gåtur ved Møgelkol

Gåtur ved Møgelkol

Rundt om Mossø er der et antal koller. Det er nogle knolde langs med søen, der er blevet skåret ud af terrænet af istiden. Møgelkol er vist den største af dem. Toppen af denne er således ca. 60m over Mossøs vandspejl.

Jeg var et smut deroppe og nyde udsigten. Den er dejlig, men egentlig ikke specielt fotogen. Så I må selv derud og se den :)

Men på vejen op til knolden går man igennem noget skov, der ikke ser ud til at blive dyrket særlig intensivt. Så der hersker der et herligt kaos. Det kan jeg ikke rigtig stå for. Så jeg måtte snuppe lidt billeder.

Det var sidst på dagen, og der var ikke pokkers meget lys. Så det blev med lav dybdeskarphed og høj ISO. Men det har jo også sin charme.

Mossø i vintertåge

Mossø i vintertåge

Jeg har det her særlige sted nede ved Mossø. Stedet er ikke hemmeligt. Det er nemlig en offentlig badeplads; Vædebro, lige ved Alken.

Her kommer jeg forbi ret jævnligt. Nogen gange med kamera, andre gange uden. I dag var med.

Jeg havde siddet ved mit skrivebord og kigget ud på vimplen i haven, og jeg havde konstateret, at der stort set ingen vind var. Samtidig var en del dis/tåge med til at skabe en helt særlig stemning. Det måtte jeg bare ned til Mossø og fotografere.

Som en lille bonus, så var der masser af dejlig frisk luft, og det skal ikke undre, hvis min puls faldt med 25% undervejs.

Sådan en farveløs dag opfordrer ganske kraftigt til at arbejde i sort/hvid. Så det blev nok engang temaet. Jeg er blevet helt glad for det. Men jeg glæder mig nu stadig til foråret, hvor der kan komme fuld knald på farverne igen.

Hermed de fire udvalgte. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

Tiny people

Tiny people

For dem der kender mig kommer det ikke som den store overraskelse, at jeg i den grad ikke er fan af vinteren. Det er altid mere eller mindre mørkt - ja ok, enkelte solskinsdage forekommer - og det er stort set altid p*sse koldt. Det opfordrer ikke ligefrem mig til at bevæge sig uden for.

Men det betyder jo ikke, at man ikke kan fotografere. Og her kommer en lille samling af små figurer til modeljernbaner (skala H0) og LEGO-mænd ind i billedet.

Idéerne til billederne kommer mange steder fra. Pludselige indfald, andres billeder, vejret, livet osv. osv. Fælles for alle billeder er dog, at der gået en halv til en hel time med at hygge sig. Inde i varmen, med kaffe inden for rækkevidde.

Jeg har besluttet mig for at lave en lille samling af de seneste måneders billeder. De har også været vist på Facebook og Instagram, så der er ikke noget nyt :)

Billederne kan ses herunder. Klik på de enkelte billeder for at se dem i stor størrelse.

Scott Kelby World Wide Photowalk 2017

Scott Kelby World Wide Photowalk 2017

Jeg prøver at få tid til at komme med til denne årlige begivenhed. Det er nemlig altid hyggeligt, at komme ud og fotografere sammen med ligesindede.

Igen i år havde Adam fra Fotografikurser påtaget sig opgaven som arrangør.
Nu skal man være forsigtig med fototure med Fotografikurser. Empiri viser, at de ofte er væsentlig mere regnfulde end gennemsnitlige fototure :)
I år lykkedes det dog. Lige som jeg trillede ind i P-huset ved Navitas i Aarhus stilnede regnen af. Og der faldt ikke mere regn resten af aftenen.

Årets område for turen var det nye område mellem Navitas og Dokk1. Spændende område med masser af ting, man kan fotografere; Arkitektur, kunst, vand, letbane og sikkert en del andet, jeg har overset.

Det blev nogle rigtig hyggelige timer, der blev afsluttet i kælderen hos Herford Beefstouw, hvor passende mængder flydende blev indtaget.
På vejen hjem var der nogen, der liiiiige skulle ned og fange månen. Jeg havde dog en aftale med min seng, så jeg kørte direkte hjem.

Nedenstående billeder er mine favoritter fra aftenen (klik på billederne for fuld størrelse).

Kursus på Molslab 3

Kursus på Molslab 3

Sidste dag på Molslab. Suk!

Dagen startede lidt stille. Det er dramatisk sådan at blive konfronteret med UFOer og aliens. Og vi var jo heller ikke i seng lige efter børnetimen!

Dagens undervisning startede med en præsentation af Anns skrald. I hvert fald den del af den, der var klar i en eller anden grad. Der er rige muligheder for at påvirke et billedes look med sådan en gang plastic.

Dagens, og dermed kursets, sidste opgave var en mikromakrostafet. 6 emner til fri fortolkning. Dog alle med den ene begrænsning, at det skulle være "tætpåbilleder".

Emnerne var: Plante, dyr, dråbe, symmetri, skrald og ansigter i naturen. Jo, jo. Vi kom vidt omkring. Og det var inden for 3 timer.

Jeg skal blankt indrømme, at en vis metaltræthed var begyndt at melde sig hos undertegnede. Så seks makroskud med redigering og opsætning i en collage på tre timer var at stramme den noget. Men det lykkedes! Jeg endte med at lade S/H være det gennemgående tema i de seks skud. De kan ses herunder.

Efter afleveringen af disse billeder var der tid til mad, oprydning og afrunding. Og så måtte vi tilbage til virkeligheden.

Kursus på Molslab 2

Kursus på Molslab 2

En af de ting jeg godt kan lide ved kurset på Molslab er, at der bliver stillet opgaver. Og jeg må konstatere, at disse opgaver ret ofte afviger noget fra hvad man lige forventer. En del faktisk.

Til den første opgave blev vi udstyret med to plastikfigurer, et sæt tvillinger, som vi skulle vise rundt på Molslab.

Jeg fik to ret fodboldglade ungersvende kaldet Rico og Nick. Så der gik lidt tid med at lede efter en passende fodboldbane. Det er ikke nemt, når man befinder sig på Molslab. Der er ikke mange vandrette overflader i det landskab. Så efter nogen tid gik vi på opdagelse i landskabet i stedet for. Og som det ses på det sidste billede, så endte vi ude i noget værre vildnis. Og vi kom først hjem efter mørkets frembrud! Jeg tror der er nogen, der hellere vil spille fodbold i morgen.

Til dagens anden opgave blev det endnu mindre. Vi fik udleveret tre minifigurer i skala 1:50. Det er forholdsvis småt.

Opgaven var for så vidt enkel: iscenesæt et trekantsdrama mellem de tre figurer.
Der var en rig samling af dimser vi kunne bruge som rekvisitter, og så var der Mols bjerge.

Den opgave skulle vise sig at give anledning til en del grublen og eksperimenteren.

Efter en del prøven frem og tilbage endte jeg med en fortolkning af Syndefaldet. Skal ikke kunne sige, hvor det lige kom fra. Men resultatet blev som vist nedenfor.

Aftenens sidste opgave var af en mere journalistisk karakter. Der gik et rygte om, at aliens var blevet set i området. Vores opgave var at finde dem og tage billeder.

Sammen med Claus og Marie-Louise drog jeg afsted mod Trehøje. Vi tænkte at sådan et højt punkt i landskabet måtte være et godt sted at lede.

Den gode nyhed er, at vi havde ret. Den knap så gode er, at de tog Claus. Så hvis nogen har set ham...

Kursus på Molslab 1

Kursus på Molslab 1

Jeg har i den forgangne weekend været på fotokursus ude på Molslaboratoriet. Det ligger midt i Mols Bjerge. Kurset afholdes af fotografikurser.dk.
Dem med god hukommelse vil måske huske, at jeg har nævnt dette kursus tidligere år. De vil måske også huske, at jeg var meget begejstret. Det er stadig tilfældet.

Årets tema var makrofotografi. Dette betød dog ikke, at vi fotograferede blade og snegle en hel weekend. Den går ikke, når Ann og Adam sætter opgaver. Heldigvis, for så er der rig lejlighed til at lege.

De næste dage vil jeg dele nogen af de billeder jeg fik taget. For at komme igang, er her lidt solopgangsbilleder. Det er nemlig obligatorisk på Molslabkurset, at der er mindst én forrygende solopgang.
Og nej, det er ikke makrofotos :)

Fujifilm X70

Fujifilm X70

Har omsat en del gammelt grej her på det seneste. En del af de indkomne kroner er blevet investeret i et brugt Fujifilm X70. Et lille kompakt kamera, med god optik og en god sensor.

Det har stået på skrivebordet de seneste dage og ventet på at komme ud og blive brugt. Og det blev det så inde i Horsens, efter passende mængder kaffe var blevet drukket. 

Nedenfor nogle eksempler (klik for fuld størrelse):

Vejle lystbådhavn

Vejle lystbådhavn

Jeg var et smut i Vejle i dag. Jeg havde solgt noget kameragrej til Marie-Louise, som jeg kender fra fotografikurser.dk. Når nu to fotoentusiaster var samlet, så kunne vi jo lige så godt tage nogen billeder :)

Der var ikke den store gevinst for mit vedkommende, men nedenstående blev jeg ganske godt tilfreds med. Også selvom den bygning vist efterhånden er blevet fotograferet til bevidstløshed. Men dette er så mit bud.

En mark fyldt med godt humør

En mark fyldt med godt humør

Området her omkring har en del pluk-selv-marker. Små jordlodder, der alligevel ikke kan bruges til noget i vore dages moderne landbrug. Men det koster ikke alverden at fremdrive nogle pæne blomster, som så kan sælges for en rimelig sum penge. Eller nydes ganske gratis.

En af disse marker indeholder solsikker. En hel hær af små glade, gule ansigter. Jeg var lige en tur forbi i går sammen med mit kamera. Så der blev tanket godt humør til den store guldmedalje.

Skandinavisk Dyrepark

Skandinavisk Dyrepark

I går var Helle og jeg sammen med Jens-Ulrich på besøg ude i Skandinavisk Dyrepark i nærheden af Ebeltoft. Vi havde givet Jens-Ulrich en tur i fødselsdagsgave. Med is!

Der er ikke voldsomt mange forskellige arter derude, til gengæld har de nogle ganske fantastiske anlæg at gå i, hvor man via nogen gangbroer kommer ind midt i deres anlæg, så man har rigtig gode chancer for at se dyrene.

Chancerne bliver endnu bedre, når man møder op til de planlagte fodringer. Som en bonus, krydres disse fodringer med rigtig god information om dyrene, givet af de venlige og dygtige dyrepassere der går rundt derude.

Med andre ord, så kan Skandinavisk Dyrepark på det varmeste anbefales.

Nu kan jeg jo ikke tage i "Zoo", uden at slæbe et kamera med. Så det var også tilfældet i går.
En nærmere gennemgang af billederne kunne ret hurtigt afsløre, at det var en dag til S/H billeder. Lyset var meget skarpt og fladt, så farverne var ret udvaskede. Så jeg besluttede mig for, at gøre S/H til et tema. Så alle billederne har været igennem C1, hvor de er blevet konverteret til S/H, og efterfølgende justeret lidt her og der. Nogen mere end andre.

Klik på billederne, for at se dem i stor størrelse.

Lige før Lundum

Lige før Lundum

Jeg var ude og køre et ærinde tidligere i dag. Jeg valgte den pæne vej over Lundum. Som så mange gange før tænkte jeg: "her er godt nok pænt". I dag havde jeg husket mit kamera!

Så jeg tøffede rundt og fotograferede lidt. Kan godt være der var pænt, men jeg fik ikke helt det ud af landskabet jeg ville. Til gengæld så legede jeg lidt med nogle tidsler til sidst, og flere af dem var faktisk helt fine.

Nedenstående blev dagens valg, der efterfølgende blev masseret flittigt i Capture One. Måske lidt for flittigt? Tjah. Jeg blev glad for det, og nu er en del af opgaven for tiden at øve sig i C1. Så det har jeg gjort :)

Photowalk i Ebeltoft

Photowalk i Ebeltoft

I anledning af Fotografikurser(.dk)s 5 års fødselsdag, havde Ann og Adam inviteret til Photowalk i Ebeltoft i går aftes. Desværre var vejrguderne ikke blevet taget i ed, så vejret viste sig fra sin lidt mere fugtige side. Ja, ja. Lad mig sige det som det var: det stod ned i stænger.
Der var dog lagt en plan B, så vi fik indtaget rigelige mængder dejlig kaffe og god kage i caféen, der hører til Glasmuseet. Og selskabet var fremragende!

Jeg landede derude ved 18-tiden, mens det stadig kun småregnede, så jeg skyndte mig at fiske kamera og paraply frem, og så gik jeg rundt i området ved Fregatten Jylland og Glasmuseet og knipsede lidt billeder.

Vejret var som nævnt ret vådt, og alt var hyllet i gråt, med meget få farver til stede. Så jeg lod S/H være aftenes tema, og når jeg nu var i gang, så valgte jeg også et kvadratisk format, og et lidt mere vintageagtigt look.

Efterfølgende er hele herligheden blevet redigeret i Capture One. Jeg begynder så småt at kunne finde rundt i dette herlige program.

Og nu ikke mere snak. Her er billederne. Klik på dem, for at se dem i stor størrelse.

Hem Odde

Hem Odde

Tilbage i oktober sidste år skrev jeg "endelig lidt sol igen". Nu vil jeg ikke påstå, at solen ikke har skinnet siden, men prangende har det ikke været! Men nu er det uomtvisteligt, at vi for alvor kan notere længere dage, og dermed kan jeg sige "på gensyn" til min lysterapilampe og min vinterdepression. Og det er stort!

Det er ikke sådan, at jeg ikke har fået taget billeder siden oktober, men produktionen har været begrænset, og har ofte været koncentreret omkring ting, der kan fotograferes i en by, eller indendørs.

Et lille muntert hold i ryggen er nu reduceret til et (ubehageligt) minde, solen skinner og det er lunt. Med andre ord, så er det på tide at komme ud i det gode vejr.
Til fejring af forårets komme, har jeg ledt efter et nyt sted, og fandt Hem Odde, der ligger ved Mossø, nær en lille samling gårde, der hedder Hem.
De af kommunen opsatte infotavler kan i øvrigt berette, at Hem Odde i 40'erne og 50'erne kunne prale af et hotel samt en motorbane, hvor man på en cirkelbane af jord kørte motorcykelræs. Jeg tænker det har været forgængeren til vores dages speedway. Klogere hoveder ud i motorsport må gerne trække mig ud af min vildfarelse, skulle jeg tage fejl.

Nu skal det her ikke udvikle sig til en turguide over Mossø og nærmeste omegn. For kameraet var jo med på den lille hyggelige gåtur, og der blev sørme også taget nogle billeder. Alle er taget nede ved badepladsen ved Hem Odde.

Endelig lidt sol!

Endelig lidt sol!

Vi havde fornemt besøg på matriklen her til morgen. Solen kiggede sørme forbi. Det var alligevel for godt, til ikke at bruge til noget. Så jeg snuppede kameraet med ud, og kombinerede solnydning med fotografering.

Efteråret sætter sine tydelige spor derude, men der er stadig lidt farver at finde. Det varer ikke så længe, før vinterens noget mere afdæmpede pallette er en realitet. Jeg er og bliver ikke den helt store fan, farvejunkie som jeg nu engang er.

Besøg på Aros

Besøg på Aros

Aros har i længere tid haft en udstilling med et udvalg af Robert Mapplethorpes fotografier. I går fik jeg endelig lejlighed til at komme ind og se denne udstilling (i sidste øjeblik, da den tages ned om en uge).

Mapplethorpe er en meget sammensat herre. Hans billeder rækker fra det smukke og poetiske til det groteske. Personligt foretrækker jeg den skønhedssøgende del af udstillingen, men det er selvfølgelig en smagssag.
Udstillingen var rigtig lækkert sat op, og de store sølvgelatineprint gjorde sig godt på væggene.

Med udstillingen vel overstået, blev jeg ude i det store centrale rum på Aros fanget af blækspruttedragesøslangemedmegetmeredyret der hang derude. En del af udstillingen Textures of Life af Joana Vasconcelos. Et stort farverigt kunstværk lavet i stof, der fylder rigtig meget. Det der for alvor fangede mig, var det faktum at hele "bæstet" var forsynet med kulørte pærer, der pulserede i takt med den ambiencemusik der også var. Og kulørte pærer er jo noget, man kan have ganske meget sjov med fotografisk. Og der hang heldigvis et kamera på min skulder. En halv time senere...

Nu med makroobjektiv

Nu med makroobjektiv

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i nogen tid for alvor har savnet et originalt makroobjektiv til mit kamera. Jeg har prøvet kræfter med forskellige lappeløsninger og adaptere til andre fabrikater, men det har aldrig været rigtig godt. 

Jeg solgte et objektiv, jeg stort set aldrig bruger, og fik hermed penge til at købe et brugt objektiv igennem en Facebook-gruppe for køb og salg af Fujigrej.

Og det blev til et Fujinon 60mm f/2.4. Dejligt mundret navn. En rimelig gammel konstruktion, med en autofocus, der ikke just vinder nogen sprintkonkurrencer, men når først den er der, så er den optiske kvalitet god.

Nå, sådan noget fint nyt legetøj skal jo bruges, så da det var på tide med en pause i dagens computertekniske udfordringer, gik jeg ud i haven og ledte efter motiver i lille målestok. Nedenstående to billeder er et resultat heraf. Og jeg må da sige, at det nye objektiv leverer varen. Så må jeg spænde hjelmen, så mine begrænsninger ikke står i vejen ;)

Midtgruppens efterårsmøde 2016

Midtgruppens efterårsmøde 2016

Midtgruppen er en gruppering inden for Muskelsvindfonden med folk, der har muskelsvind. Her mødes vi to gange om året, til en weekend fyldt med inspiration, samtale og hygge.

I år var jeg blevet bedt om, at holde et oplæg omkring fotografi. Så jeg havde gjort mig en masse tanker om, hvad det egentlig er jeg foretager mig, når jeg tager billeder. Ganske sund proces.

Resultatet blev et antal slides med en kort gennemgang af fotografiets historie (meget kort), samt lidt generel tekniksnak, så vi havde basisviden på plads.
Resten af tiden viste jeg billeder, sorteret efter hvilke værktøjer jeg havde arbejdet med i de enkelte billeder, og afslutningsvis blev folk sendt ud og tage billeder selv.

Der blev fotograferet med et bredt udvalg af kameraer og mobiltelefoner. Og nok engang blev det bevist, at det ikke er kameraet, men fotografen der laver det gode billede. Der var mange fine resultater, så det så faktisk ud til, at der var blevet lyttet :)

Jeg fik også selv taget lidt billeder i løbet af weekenden, der optrådte med dejligt vejr (klik på et billede, for at se det i fuld størrelse).