Årets ferie var planlagt med Bornholm som mål. Men når man, som det er tilfældet hos os hvert år, er ude i absolut sidste øjeblik, så er Bornholm en dyr fornøjelse. Transporten alene (broer, færge og diesel) løber rask væk op i godt kr. 3000,- Der blev vi for nærige!

Så hvad gør man så?

En ny liste med potentielle rejsemål blev udformet:

  • Sverige i en eller anden kombination med folkemusik
  • Den nordlige del af Öland (hvilket jo også er Sverige)
  • Harzen (der er stadig meget, vi ikke har set, og en del vi gerne vil gense)

Og vinderen blev: Kassel! - Ja, ja. Man kører da forbi Harzen på vejen derned.

Helle var kommet i tanke om dette sted, og vi husker begge noget med “bakkerne ved Kassel” hvor man i vores barndom jævnligt hørte om bilferier, der var endt med defekte motorer og andet skidt. Der måtte der helt klart være noget pænt  og bakket at kigge på. 

For at gøre en lang historie kort, så er dette så absolut tilfældet.

Rejsedagene
Nu ligger Kassel ikke lige om hjørnet, faktisk en bette længere sydpå end Harzen. Størsteparten af turen foregår på A7'eren, der som det er nogen bekendt, hænger fast i E45 oppe ved Danmark. Så når først motorvejen er ramt, så er det egentlig bare at køre sydpå, indtil der begynder at stå Kassel på skiltene. Så bør kort, køreplan eller GPS konsulteres for de nærmere detaljer.

Vi vil dog anbefale at pakke en del tålmodighed, for på turen fra den danske grænse og ned til Kassel er der flere vejarbejder end vi kan holde styr på. Specielt Hamborg er hårdt ramt for tiden. Men det bliver uden tvivl godt, når de er færdige engang i det næste årtusinde, eller hvornår det nu bliver.

Ellers indeholdt turen alt hvad den plejer. Lange stræk motorvej krydret med musik og samtale, rastepladser med toiletter med roterende bræt, madpakker og lejlighedsvis optankning af kaffe og pretzelkringler.

Efter at ovenstående var blevet gentaget et passende antal gange, fik vores GPS os gelejdet ned til den campingplads, hvor vi havde booket et stykke græs og noget strøm.
Men den virkede godt nok ikke specielt fristende at bo på. Den var totalt nedslidt, nusset i krogene, og hverken receptionen eller den annoncerede knejpe havde været åben i nyere tid. Så efter lidt inspektion blev vi enige om, at der skulle vi dæleme ikke bo!

Tilbage til bilen fat mobilos... der ikke kunne finde et mobilnet. Der var absolut ingen dækningen. Hvilket var noget, der rimelig ofte gjorde sig gældende på turen. Det er åbenbart ikke så ringe endda her i lille Danmark!
Vi kørte lidt væk, fandt internettet, konsulterede såvel kortbog som GPS, og efter lidt fumlen rundt fra GPS-operatørens side, fik vi os faktisk sporet ind på en anden campingplads, der ikke lå så langt væk. Så efter en kort køretur, trillede vi ind på denne plads, blot for at konstatere, at den var et virvar af veje, og receptionen var ikke at finde nogen steder. Og nej, heller her var der mobildækning.

Tilbage mod hovedvejen igen, og så fandt vi noget signal til det dersens internet. Lidt mere konsulteren i kortbog og Google Maps pegede os i retning af Campingplatz Zur Weissenthalsmühle. 
Afsted det gik, og pladsen så bestemt god ud, men der var ret låst i receptionen. For pokker da! Heldigvis havde campingfatter hørt Helle rumstere ved døren, så han lukkede op. Pyha! Og jo, vi kunne da bare slå teltet op. Vi fik klaret formalia, fik teltet rejst (i regnvejr, hrmpf!) og fik noget at spise, og alt var atter godt.

Og der var faktisk gevinst i campingpladslotteriet. Værtsparret viste sig at være fra Holland, og ud over fastliggerne, var alle campinggæster også fra Holland - ja og så os.
Men pladsen var kanonhyggelig, pæn og ren og oven i købet meget billig. I weekenden var restauranten åben, og man kunne æde sig fordærvet, og drikke sig i hegnet for ikke ret mange penge. Og værtsparret var nogle flinke mennesker.
At der så kun var en yderst ringe mobiltelefondækning...

Campingpladserne omkring Kassel
En ting vi bemærkede på vores ufrivillige inspektion af områdets campingpladser var, at det er fastliggerpladser. Og hvis man tror der er fastliggere i Danmark, så det kun fordi man ikke har været hernede. Så vidt jeg forstår, så skal danske fastliggere som regel fjerne vognen ved sæsonafslutningen. Ligeså med trægulv, og IKEA køkkenet i forteltet, flagstang, hegn og havenisser. Det vil jeg godt spå, ikke sker på de campingpladser vi var på. Langt størstedelen af pladsens areal er fyldt op af noget, der mest minder om kolonihaver, hvor der godt nok centralt er anbragt en campingvogn - når ellers man kan få øje på den. For de er fuldstændig indbygget i diverse tage, terrasser og andet godt. Og hegn, træer, veltrimmet græs og staudebede var ikke usædvanligt.
Og så havde man så et mindre område med lidt græs og nogle elstandere, hvor sådan nogen nomader som os kunne bo. Meget anderledes end hvad vi er vant til hjemme, og i Sverige, og meget anderledes end i Harzen. Vi endte med at konkludere, at turistindustriens nok ikke fylder helt så meget i Kassel og omegn, som den gør i Harzen (mild underdrivelse).

Første dag, Kassel
En af de ting vi plejer at gøre den første dag på en ferie, er at hjemsøge det lokale turistbureau. Så kan vi indsamle brochurer om, hvad der foregår i området, og måske spørge personalet, hvad de kan anbefale. Det sidstnævnte gjorde vi med stor succes, da en venlig dame gav en glimrende introduktion til indtil flere ting i området.
Andet punkt på dagsordenen var shopping. Helle skulle have nyt træningstøj, så det lokale sportsmekka blev besøgt, og rigelige mængder tøj og udstyr indkøbt. Som en bonus var der gratis wifi, så Jens fik downloadet updates, podcasts med mere til det knap til opkoblede liv ude på campingpladsen. Alle var glade. Resten af dagen blev tilbragt på campingpladsen med diverse gøremål.

Anden dag, diverse smukke veje, samt Hannocher Münden
Allerede hjemmefra havde Helle udpeget nogle veje nord for Kassel, der havde grønne streger omkring på kortet. Det betyder, at det er nogle særligt smukke ruter. Og det skal vi da lige love for var tilfældet.
Inde på turistbureauet var vi blevet anbefalet at svinge inden om byen Hannocher Münden, når vi nu alligevel var på de kanter. Så da skiltene pludselig pegede i den retning fulgte vi deres pegen. 
Hvis man er til "Altes Stadtmidte" vil man synes om Hannocher Münden. Den indre bykerne er forholdsvis gammel og rimelig stor, så der er dømt bindingsværk over det hele. Byen var også befolket af en mindre strøm af modne mennesker på ganske tjekket udseende turcykler. I det hele taget så vi rigtig mange mennesker på cykeltur i løbet af denne uge. Og vi taler ikke om racercykler og stramtsiddende dragter, men turcykler med gode tasker på og mere moderat beklædning.
Men byen blev beskuet, en enkelt schnitzel endte indenbords hos Jens, mere sunde sager hos Helle, og så kørte vi ellers videre på de smukke veje.
Vel tilbage på campingpladsen var vi lettere rundtosset, gearkassen totalt stresset af alt det op og ned, og vi var klar til at sidde stille og fordøje dagens indtryk.

Tredie dag, Edersee og Schloss Waldeck
Et gennemgående tema for denne dag er turistparadis. Edersee er en kunstig sø, der er opstået på bagsiden af dæmningen Edertalsperre. Rundt om søen hænger der på bjergsiderne en vej og en meget bred cykelsti. Spredt rundt langs søen findes en hærskare af hoteller, restauranter, campingpladser mv.
På selve søen kan man komme ud og sejle med turbådene, eller man kan leje alle mulige varianter af fartøjer med motor,sejl eller pedaler. Og vi var bestemt ikke de eneste, der var ude og nyde sceneriet.

Selve dæmningen er bygget for ca. 100 år siden af den allestedsværende kurfyrste. Dæmningen blev delvis beskadiget under 2. Verdenskrig, men blev siden restaureret. Det er ikke en kæmpestor dæmning, og man kan gå og cykle hen over den. Så det skulle vi selvfølgelig prøve. Ovre på den anden side gemte der sig et turiststed, der ikke på nogen måde stod tilbage for Harzen i form af spisesteder og souvenirshops. Vi tog en runde, og gik derefter tilbage til bilen, og kørte ud langs søen i jagten på Schloss Waldeck, der skulle kunne nås via en svævebane, der selvfølgelig skulle prøves. Mere selvfølgeligt for et medlem af ekspeditionen end for det andet.

Det var lettere sagt en gjort. Da dette som nævnt er et stort turiststed, er vejskiltene i området ret omfattende, så det lykkedes os ikke umiddelbart at få øje på skiltet mod svævebanen. Det lykkedes dog i andet forsøg, med lidt hjælp fra GPS'en. 
Svævebanen var ikke just af nyeste fabrikat, men den gled da stille og roligt op mod slottet. 
Vel fremme i noget større højde, kunne vi konstatere, at vi bestemt ikke var på toppen endnu. Så der måtte arbejdes lidt for sagen. Så efter en jagt på og indtagelse af noget frokost (rugbrød, skinke og ost fra den lokale købmand) måtte vi i vores ansigts fodsved mosle os op af bakken til slottet. Udsigten fra slottes udsigtsplads var dog hele besværet værd. Platformen var godt nok reduceret en del pga. selskab, men der var nu stadig fin plads til at nyde panoramaet ud over søen og dæmningen.

Resten af slottet, der fortrinsvis er indrettet som hotel, sprang vi over. Vi tillod os at antage, at det nok var en masse gamle ting, krydret med billeder af alvorlige mænd. Skulle vi være gået glip af noget, lever vi nok med det.

Fjerde dag, Bergpark Wilhemlshöhe
Dagen hvor kæberne ramte jorden adskillige gange. Vi havde set billeder af dette anlæg flere steder å indernet, men på en eller anden måde, så formåede de ikke at formidle storheden over dette store parkanlæg.
Anlægget er konstrueret over en længere periode af kurfyrsterne til Kassel-Hessen. At dømme efter størrelsen på dette anlæg med tilhørende slot, samt Orangerieslottet, der ligger nede i byen, så har man haft forholdsvis mange penge i Kassel-Hessen.

Parkanlægget ligger på en grund, hvor der er ca. 300 meters højdeforskel fra bunden og op til toppen. Dette har man udnyttet, til at lave et større system af kunstige vandfald og vandløb. Alt er drevet af vand indsamlet fra brøndboringer og overfladen oppe over anlægget, og dette vand gemmes i store reservoirer. To gange om ugen (onsdag og søndag), slippes vandet så løs, hvorefter det vandrer ned igennem anlægget, ledsaget af publikum, og dettes mange begejstrede og yderst berettigede udbrud.

De enkelte enheder i dette imponerende stykke kunstig natur er dog kun fyldt med vand i 10-15 minutter. Til gengæld er der ikke en eneste pumpe blandet ind i festen nogen steder. Og alle installationer er umodificerede i forhold til det oprindelige design tilbage i 1780'erne. Når denne kontrollerede tsunami er færdig med at gøre det, den nu skal, løber vandet videre ud i Fulda, og derfra videre ud i verden.

Og hvad var det så for nogen anlæg? Lad os starte fra toppen. Øverst oppe står der et større bygningsværk (oprindeligt en pyramide), der på toppen har en 8 meter høj kopi af en romersk statue forestillende Herkules. Vi regnede ud, at han ca. har brugt størrelse 197 i sko, hvilket måtte være årsagen til, at han havde bare fødder. For hvor dælen finder man sko i den størrelse?
Denne statue var i øvrigt den første af sin slags, der var konstrueret af kobberplader på et stålskelet. Samme metode som er benyttet til Frihedsgudinden i New York.
Og statuen kan i øvrigt ses viden omkring, så selv uden for Kassel by er den synlig.

Neden for Herkules er der et antal kaskader, hvor vandet starter ned over. Dette er et rimelig stramt, symmetrisk anlæg. Det var ikke helt symmetrisk da vi var der, da man er i gang med en større renovering, der i perioder lukker dele af de forskellige vandfald. Der er ved at være lidt utætte rør og pakninger her og der. Hvilket i og for sig er ganske forståeligt, når det er bygget sidst i 1700-tallet.

Det første vandfald på turen efter kaskaderne er Steinhöfer-vandfaldet. Dette så vi desværre ikke i aktion andet end på video, da området omkring det er ganske lille, og de tililende menneskemasser ganske store. Så vi besluttede os for fluks at gå videre til Teufelsbrücke og sikre os en rigtig god plads der. Og vi var fremme i god tid før vandet, og kunne sikre os en plads på første parket.
Vandfaldet her har et forholdsvis pænt fald, så da det først var oppe i fuld fart, kunne det både høres og føles.

Sidste vandfald på vejen er en kunstig, romersk aquadukt, bygget med kunstigt forfald, så det skaber et meget stort fald. Det bliver efterfulgt af en række mindre fald, inden vandet ender nede i den store sø foran slottet.

Men det er ikke alt!... som man siger i reklamerne. For nede i søen gemmer sig den store fontæne, der ligesom resten af systemet udelukkende drives af højdeforskellen i terrænet. Dette rækker til en vandsøjle på ca. 50 m. Var vi imponeret? Ja det var vi!

Ud over vandkunsterne, kan parken byde på store arealer med græs og træer, små stykker skov, det store slot, orangie, en bygning til bal og repræsentation, samt Schloss Löwenburg, der er et lille minislot, der vist mest er dekorativt. Og det er bygget med indbygget forfald, så det ligner et levn fra gamle dage. Altså de gamle dage fra før 1800, hvilket jo er virkelig, virkelig gamle dage.

Og som et lille PS kan vi nævne, at vi parkerede neden for slottet, og gik hele vejen op gennem parken, klatrede op af samtlige 532 trin op mod Herkules statuen, og gik selvfølgelig tilbage sammen med vandet. Så det blev til ca. 18.000 skridt den dag. Vi var forholdsvis statiske om aftenen, kan det godt afsløres.

Femte dag, andet besøg i Kassel
Dagen derpå efter turen til Wilhelmshöhe var vi ikke så kålhøgen, så vi havde planlagt en ganske stille dag. Vi tog ind til Kassel, og tog en tur op af resten af gågaden, som vi ikke havde opdaget eksistensen af den første dag.
Derefter gik vi ned til Orangiepark, der i parentes nævnt, ikke har noget at gøre med det orangie, der ligger oppe ved Wilhelmshöhe.
Vi gik lidt rundt i udkanten af parken, hvor der var lavet en masse fine staudebede, og så gik vi ned i hovedparten, og kiggede lidt på slottet og konstaterede, at den park godt nok også var rimelig stor.

Der var en utrolig hyggelig stemning. Det var en rigtig lun dag, så folk var på picnic, ude og dyrke motion, og de store græsarealer helt oppe ved slottet blev brugt flittigt til petanque.

Vi blev der ikke specielt lang tid, men besluttede prompte, at vi skulle tilbage og kigge lidt mere på parken, inden vi kørte hjem. Men de ømme fusser mv. var mere til telt, stol og bog.

Sjette dag, Herkules og Karlsaue
På vores stroppetur til Bergpark Wilhelmshöhe var der ikke rigtig tid til at nyde udsigten oppe ved Herkules. Vi var lige det seneste på den, og skulle også nå at spise, så vi gik ret direkte ned. Og det syntes vi egentlig var ret ærgerligt. Så vi besluttede os for at tage bilen op til Herkules igen, med det ene formål at stå og stirre ud over landskabet. Det var godt!
Udsigten blev nydt til fulde, på en dag hvor der kun var en brøkdel af de mennesker, der var der sidste gang. Men det var heller ikke en dag, hvor vandet blev sluppet løs.

Da vi var færdige med at nyde udsigten, kørte vi ned til Kassel for at kigge nærmere på parken omkring orangeriet, kaldet Karlsaue.

Vi startede nede i den fjerneste ende af parken, og havde planlagt at gå hele vejen op til Orangiet, spise frokost der, og så gå tilbage.
Men inden vi kom så langt, så viste det sig, at der nede i den fjerneste ende af parken var en lille ø, hvor der var det dejligste område, med masser af blomster og træer, hvor man kunne købe sig til entre for en beskeden sum penge. Så der startede vi selvfølgelig med at kigge. Vi konstaterede bla. moden inden for bede for tiden er tilfældige bede. Eller det er de jo nok ikke, men der var meget lidt system i dem. Vi blev enige om, at det nok ikke lige var vores stil. Men der var masser af fine blomster, og det skal man jo ikke kimse af.

Tilbage på sporet gik vi op igennem parken, og nød synet af træer, græs og vand i skøn forening. Vel fremme ved orangiet var det tid til en velfortjent frokost. Her fik Jens det tyske svar på en pizza, kaldet en flammkuchen. Ganske lækker, dog i en moderne fortolkning.

Efter at frokosten var spist, gik vi tilbage igen gennem parken ned til den parkerede bil. Nok en dag med mange skridt. Resten af dagen stod på diverse gøremål og afslapning ved teltet.

Syvende dag, Kassel
Vi var begge ved at være lidt mætte af oplevelser, så vi blev enige om, at vi ikke skulle det helt store den sidste dag. Vi havde spottet en C&A tøjforretning inde i Kassel, og da de plejer at føre bukser i Jens' aparte proportioner, og da Jens' jeans var ved at være noget slidte, blev en shoppingtur sat på programmet.
Ud over det, skete der ikke det helt store denne dag, og resten af dagen blev brugt ved teltet, hvor der så småt blev pakket, så nedtagning af lejren næste dag ikke ville tage alt for lang tid.

Hjemturen
Teltet blev pakket i god ro og orden, og turen hjem gik, som den slags nu går. Lidt kørsel, lidt vejarbejde, noget frokost, lidt mere kørsel... Afslutningsvis optankning af mandler ved Scandinavian park, og så det sidste stykke hjem.

That's all folks