Jeg er et legebarn - jeg kan lige så godt indrømme det fra starten. Jeg har flere slags legetøj at beskæftige mig med, men her og nu skal det handle om keramik. 

Jeg har ingen form for uddannelse indenfor faget og dyrker det kun i min fritid, men jeg kan ikke forestille mig et liv uden at få ler på hænderne og tøjet. Det ville vist heller ikke være sundt for mine omgivelser, hvis mange af mine mere eller mindre tossede påhit ikke kom ud af hovedet igen via leret.

Jeg arbejder næsten udelukkende i stentøj, da det er stærkest og mest anvendeligt samtidig med, at det kan tåle at stå ude hele året. Jeg kan dog også af og til finde på at opsøge en rakuovn, idet det giver nogle helt andre muligheder for farver. Til gengæld er rakubrændte emner sarte på grund af de voldsomme temperatursvingninger, de bliver udsat for under brændingen.

Produktionen foregår på drejeskive og ved hjælp af alle mulige andre teknikker, og resultatet kan spænde fra knapper til flere meter høje ting til haven. Legebarnet viser sig ofte i form af spøjse dyr, finurlige detaljer eller tolkninger, der kan få mig eller andre til at trække på smilebåndet. Heldigvis er der godt med plads til sjov og ballade i haven, og Jens er med på den værste.

Jeg kan kontaktes på tlf. 30 11 43 08