I anledning af Fotografikurser(.dk)s 5 års fødselsdag, havde Ann og Adam inviteret til Photowalk i Ebeltoft i går aftes. Desværre var vejrguderne ikke blevet taget i ed, så vejret viste sig fra sin lidt mere fugtige side. Ja, ja. Lad mig sige det som det var: det stod ned i stænger.
Der var dog lagt en plan B, så vi fik indtaget rigelige mængder dejlig kaffe og god kage i caféen, der hører til Glasmuseet. Og selskabet var fremragende!

Jeg landede derude ved 18-tiden, mens det stadig kun småregnede, så jeg skyndte mig at fiske kamera og paraply frem, og så gik jeg rundt i området ved Fregatten Jylland og Glasmuseet og knipsede lidt billeder.

Vejret var som nævnt ret vådt, og alt var hyllet i gråt, med meget få farver til stede. Så jeg lod S/H være aftenes tema, og når jeg nu var i gang, så valgte jeg også et kvadratisk format, og et lidt mere vintageagtigt look.

Efterfølgende er hele herligheden blevet redigeret i Capture One. Jeg begynder så småt at kunne finde rundt i dette herlige program.

Og nu ikke mere snak. Her er billederne. Klik på dem, for at se dem i stor størrelse.