Tilbage i oktober sidste år skrev jeg "endelig lidt sol igen". Nu vil jeg ikke påstå, at solen ikke har skinnet siden, men prangende har det ikke været! Men nu er det uomtvisteligt, at vi for alvor kan notere længere dage, og dermed kan jeg sige "på gensyn" til min lysterapilampe og min vinterdepression. Og det er stort!

Det er ikke sådan, at jeg ikke har fået taget billeder siden oktober, men produktionen har været begrænset, og har ofte været koncentreret omkring ting, der kan fotograferes i en by, eller indendørs.

Et lille muntert hold i ryggen er nu reduceret til et (ubehageligt) minde, solen skinner og det er lunt. Med andre ord, så er det på tide at komme ud i det gode vejr.
Til fejring af forårets komme, har jeg ledt efter et nyt sted, og fandt Hem Odde, der ligger ved Mossø, nær en lille samling gårde, der hedder Hem.
De af kommunen opsatte infotavler kan i øvrigt berette, at Hem Odde i 40'erne og 50'erne kunne prale af et hotel samt en motorbane, hvor man på en cirkelbane af jord kørte motorcykelræs. Jeg tænker det har været forgængeren til vores dages speedway. Klogere hoveder ud i motorsport må gerne trække mig ud af min vildfarelse, skulle jeg tage fejl.

Nu skal det her ikke udvikle sig til en turguide over Mossø og nærmeste omegn. For kameraet var jo med på den lille hyggelige gåtur, og der blev sørme også taget nogle billeder. Alle er taget nede ved badepladsen ved Hem Odde.