Er man i Las Vegas, bør man tage en tur op og ned af "The Strip". I hvert fald i følge mine kollegaer, der er med på turen herover. Så jeg pakkede rygsækken, påførte rigeligt med solcreme, og så kastede jeg mig ud i ekspeditionen.

Og jeg må sige, at de bygningsværker der står langs The Strip er ganske imponerende. Svulstige, ja. Men knageme også imponerende.

Så det blev til en lang gåtur, omgivet af et mylder af mennesker, lyde og musik. Det blev en dag, der bragte mig fra Venedig over Paris, til det antikke Rom og New York. Jeg nåede ikke helt ud til Luxor og Mandalay Bay, men fusserne skulle jo også gerne holde til resten af turen.